De primære samarbejdspartnere for sundhedsplejersken er dig og dit barn.
Har dit barn særlige behov, kan sundhedsplejersken, efter forudgående aftale med dig, inddrage andre faggrupper, for eksempel indenfor det pædagogiske område eller social- og sundhedsområdet.
Sundhedsplejersken har tavshedspligt og videregiver ikke oplysninger til andre, uden at informere dig om det.
Journalføring
Sundhedsplejersken fører journal over de besøg hun aflægger, og de skolebørn hun undersøger.
I Aarhus Kommune bruger sundhedsplejen elektronisk børnejournal (EBJ), derfor medbringer sundhedsplejersken ofte en computer ved hjemmebesøget.
Som forældre har du ret til at vide, hvad der bliver skrevet i journalen, og du kan altid tale med sundhedsplejersken om indholdet i dit barns journal.
Barnets Bog
Som nye forældre får I ”Barnets Bog” udleveret. Sundhedsplejersken skriver her om barnets udvikling ved hver kontakt.
I kan også selv skrive i Barnets Bog og på den måde holde styr på vigtige ting omkring jeres barn.
Bogen kan I tage med, når I går til læge eller benytter andre sundhedstilbud. Her kan bogen fungere som bindeled mellem alle i sundhedsvæsenet, der kommer i kontakt med jeres barn.