Hvem kan få begravelseshjælp
Har man ret til dansk sygesikring, har ens pårørende i de fleste tilfælde også ret til begravelseshjælp, når man dør. Det er afdødes bopælskommune, der udbetaler begravelseshjælpen til boet.
Begravelseshjælpens størrelse
Hvor meget de efterladte kan få udbetalt i begravelseshjælp afhænger af, om den afdøde efterlader sig formue.
Hvis børn under 18 år skal begraves, er begravelseshjælpen 8.300 kr. (2012).
Hvis voksne over 18 år skal begraves, er begravelseshjælpen højst 9.900 kr. (2012).
Er den, der skal begraves, født før 1. april 1957, er hjælpen dog altid på mindst 1.050 kr. Dette beløb reguleres ikke.
Afdødes eventuelle formue bestemmer hjælpens størrelse:
Afdøde efterlader ægtefælle eller børn
Hvis den, der skal begraves, efterlader sig børn under 18 år eller ægtefælle, må ægtefællernes samlede formue højst være 33.150 kr. for at få det maksimale beløb i begravelseshjælp. Fra denne grænse beskæres hjælpen og falder helt bort ved en formue på 43.050kr. (2012).
Afdøde var enlig
Hvis den, der skal begraves, var ugift og uden børn under 18 år, må den afdødes formue højst være på 16.600 kr. (2012) for at få det maksimale beløb i begravelseshjælp. Fra denne grænse nedsættes hjælpen, og den falder helt bort ved en formue på 26.500 kr. (2012).
Ansøg om begravelseshjælp
Du skal sende ansøgning om begravelseshjælp til den kommune, som afdøde boede i. Ansøgningsskemaet kan fås hos bedemanden, hos kommunen og herunder:
Ansøg om begravelseshjælp
Udbetaling
Som regel udbetaler kommunen først begravelseshjælpen, når skifteretten har afsluttet behandlingen af boet. Hvis du kun søger om minimumsbeløbet, kan kommunen dog udbetale begravelseshjælpen tidligere.
Flere oplysninger
Du kan få mere information om begravelseshjælp hos kommunen.
Klagemuligheder
Klager over kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om begravelseshjælp kan sendes til Patientombuddet.
Klag til Patientombuddet
Begravelseshjælp til danskere bosat i udlandet.
Personer, der ikke havde bopæl i Danmark, kan have ret til begravelseshjælp fra Danmark. Var afdøde bosat i et EU-land er EU-rettens regler gældende. Uden for EU har Danmark overenskomst med visse andre stater.
De efterladte skal kontakte Indenrigs- og Sundhedsministeriet i Danmark for flere oplysninger.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (nyt vindue)