De Bynære Havnearealer
Med den nye havnefront får Aarhus en ny attraktiv bydel. Området bliver et godt sted at bo, et spændende sted at arbejde og frem for alt en mangfoldighed af rekreative og oplevelsesmæssige muligheder for byens borgere og besøgende.
Når den nye bydel på havnen står færdig, er der plads til 7.000 beboere og 12.000 arbejdspladser. Dermed er De Bynære Havnearealer, både hvad angår volumen og vision, blandt Europas største havnefrontprojekter.
Visionen er, at De Bynære Havnearealer skal være et levende centrum for alle. Visionen hviler på to grundelementer:
- Det centrale havnebyrum skal være en attraktiv del af Aarhus City, og skabe forbindelse mellem byen og bugten.
- Havnebyrummet skal være den rekreative forbindelse, der markerer byens oprindelige kystlinje, og strækker sig som en promenadestrækning fra Risskoven i nord til Marselisskovene i syd.
En kanalby
På Nordhavnen vokser en levende og mangfoldig kanalby frem med spændende arkitektur, miljøorienteret byggeri, attraktiv kollektiv trafikbetjening, store offentlige byrum, små lokale pladser og grønne områder, promenade- og opholdsarealer langs alle kaj- og kanalkanter.
Endnu er den nye bydel kun i sin spæde vorden, men projektet udvikler sig dag for dag.
Læs mere på De Bynære Havnearealers hjemmeside (åbner nyt vindue)