Hvem kan benytte tilbuddet?
Et døgnrehabiliteringsophold er et alternativ til træning i eget hjem, hvis du har brug for støtte hele døgnet for at tilgodese dine behov for pleje, omsorg og træning. Det er visitator, som afgør om du er i målgruppen for et døgnrehabiliteringsophold.
Du skal kunne deltage aktivt og selv være med til at sætte mål for dit ophold. Du skal være lægeligt færdigbehandlet og sygdomsmæssigt udredt.
Selve rehabiliteringsopholdet
Opholdet er på 4-6 uger, afhængigt af dit behov. Du får besøg af personalet inden opholdet og igen efter at du er kommet hjem, for at følge op på rehabiliteringsindsatsen i dit eget hjem.
Personalet består af social- og sundhedspersonale, sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter. Der samarbejdes med praktiserende læge samt andre eksterne fagpersoner og dit lokalcenter under forløbet.
Døgnrehabiliteringen ligger på Vikærgården i Risskov.
Betaling
Pleje og træning er gratis. Du skal betale for forplejning og vask af tøj m.v. Du bor under opholdet i eget værelse med bad og toilet.