Byggeriets regler
Afhængig af byggeriets art skal der indsendes ansøgning om byggetilladelse, eller en anmeldelse af et byggearbejde. Visse byggearbejder kan ske uden tilladelse eller anmeldelse.
For at være på den sikre side bør der rettes henvendelse til bygningsinspektoratet inden du går i gang.
Bygningsinspektoratet kan vejlede borgere og virksomheder om bl.a. lovgivningsforhold i en konkret byggesituation.
Hos bygningsinspektoratet findes et bygningsarkiv med tegninger og dokumenter over alle ejendomme i kommunen. Det vil være muligt at tage kopier af det relevante materiale.
Hvilke regler gælder for byggeri?
Byggeloven gælder for al bebyggelse. Byggeloven indeholder regler, hvorom der kan fastsættes bestemmelser om i Bygningsreglementet. Bygningsreglementet er en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i Byggeloven.
Bygningsreglementet indeholder regler om bebyggelsesprocent, byggehøjde, bygningsafstande til skel og parkeringsarealer m.v.. Reglerne gælder, når ikke andet er bestemt i lokalplan eller byplanvedtægt.
Bygningsreglement 2010 (BR10)
For byggeri af begrænset kompleksitet skal kommunen ikke længere behandle bestemmelserne i kapitel 3-8, dog skal kommunerne ved nogle af denne type byggeri fortsat behandle brandbestemmelserne i kap. 5.
Hvad er byggeri af begrænset kompleksitet?
Byggeri af begrænset kompleksitet er byggeri, der byggeteknisk er relativt ukompliceret, f.eks. fordi der bygges med velkendte teknikker, der er tale om typehuse eller bygninger, der sættes sammen af byggemoduler. Det kan også være standardiseret elementbyggeri, som bruges til industri- lager- og landbrugsbygninger.
Af byggeloven fremgår det, at garager, carporte, udhuse og lignende bygninger, som ikke bruges til beboelse, sommerhuse, enfamilieshuse (både fritliggende og sammenbyggede), avls- og driftsbygninger og industri- og lagerbyggeri er af begrænset kompleksitet.
Rækkehuse med mere end 2 boliger, avls- og driftsbygninger samt industri- og lagerbyggeri skal dog fortsat behandles af kommunen, for så vidt angår brandkrav (kapitel 5 i bygningsreglementet).
Der er indsat 2 afsnit i kapitel 1 i bygningsreglementet, som omhandler behandlingen af byggeri af begrænset kompleksitet. Det er:
BR10, Kapitel 1.3.1
Kapitlet omhandler garager, carporte, udhuse m.v., sommerhuse og enfamilieshuse med højst 2 boliger.
For disse bygninger gælder, at kommunen kun skal give byggetilladelse til forhold, som er omfattet af bestemmelser i kap. 2, dvs. bygningens placering på grunden (afstand til skel), bygningens omfang (bebyggelsesprocent) og bygningens højde.
De øvrige bestemmelser skal overholdes, men behandles ikke af kommunen. Derimod skal ejeren eller bygherre indsende dokumentation for, at kravene i kap. 3-8 er overholdt.
BR10, Kapitel 1.3.2,
Kapitlet omhandler rækkehuse med mere end 2 boliger, avls- og driftsbygninger samt industri- og lagerbyggeri.
Avls- og driftsbygninger samt industri- og lagerbyggeri af begrænset kompleksitet defineres nærmere i kap. 1.3.2, stk. 1.
For disse bygninger og for enfamilieshuse med mere end 2 boliger gælder, at kommunen skal give byggetilladelse til forhold, som er omfattet af bestemmelserne i kap. 2 og kap. 5, dvs. bygningens placering på grunden m.v. og brandforhold.
De øvrige bestemmelser skal overholdes, men behandles ikke af kommunen. Derimod skal ejeren indsende dokumentation for, at kravene i kap. 3, 4, 6, 7 og 8 er overholdt.
Er dit byggeri omfattet?
Du skal i din ansøgning om byggetilladelse angive, om byggeriet er omfattet af de nye regler. Kommunen skal påse, om dette er tilfældet.
Bygningsinspektoratet anbefaler, at bygherren hyrer en rådgiver i form af arkitekt, ingeniør eller lignende.
Hvis du eller din rådgiver er i tvivl om, hvorvidt dit byggeri er omfattet af de nye bestemmelser om teknisk byggesagsbehandling, skal du rette henvendelse til din kommune.
Det er bygningsinspektoratet, som i tvivlstilfælde afgør, om et byggeri er omfattet eller ej. Kommunen skal meddele dig sin afgørelse inden for 2 uger.
Hvis du ikke er enig i bygningsinspektoratets afgørelse, kan du klage til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen gennemgår kommunens afgørelse og beslutter på den baggrund, om kommunen har truffet den rigtige beslutning.
Fristen for at klage er senest 4 uger efter bygningsinspektoratets afgørelse.
Hvem er ansvarlig for byggeriets lovlighed?
Af byggelovens § 17, stk. 1, fremgår, at den til enhver tid værende ejer er ansvarlig for, at bygningen overholder byggelovgivningen. Hvis der er forhold i en bygning, der ikke lever op til byggelovgivningens bestemmelser, skal kommunen som bygningsmyndighed derfor påbyde ejeren at bringe disse forhold i orden.
De fleste husejere vil have en rådgiver tilknyttet byggeriet i form af en arkitekt, ingeniør eller lignende. Rådgiveren vil som en del af aftaleforholdet mellem husejeren og rådgiver have ansvar for, at det arbejde, som rådgiveren har påtaget sig, er lovligt.
Det kan derfor være en god ide at alliere sig med en rådgiver, som påtager sig opgaven med at sikre, at byggeriet lever op til byggelovgivningens tekniske bestemmelser.
Ejeren skal – når byggeriet tages i brug – indsende en erklæring, hvor ejeren skriver under på, at byggelovgivningen er overholdt, og at der er vedlagt den fornødne dokumentation for, at de tekniske bestemmelser er overholdt. Erklæringen med eksempler på dokumentation vedr. tekniske forhold fremgår af bilag 8 i BR08.
Ansøgningsprocedure for byggeri
Byggetilladelse
Et byggearbejde må ikke påbegyndes uden byggetilladelse fra kommunen. Byggearbejder, som kræver byggetilladelse, skal færdigmeldes til kommunen.
Anmeldelse
Alle byggearbejder kræver indhentelse af byggetilladelse, undtagen de arbejder som nævnes efterfølgende:
Byggearbejder som kræver anmeldelse
- Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger samt teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester på højst 50 m².
- Tilbygninger til garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger samt til teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester, når arealet efter tilbygningen højst er 50 m².
- Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i bebyggelser, der alene vedrører en enkelt boligenhed på højst 150 m² i etageejendomme med mere end en bolig eller en enkelt erhvervsenhed på højst 150 m². Den enkeltstående ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.
- Vindmøller.
- Satellitantenner med en diameter på over 1,0 m.
- Nedrivning af bebyggelser, der ikke er omfattet af kap. 1.7, stk. 3
- Udendørs anlæg til opbevaring af husdyrgødning, korn og foder samt befæstede pladser
Har bygningsinspektoratet ikke reageret inden 2 uger fra den dag anmeldelsen er modtaget, kan byggearbejdet påbegyndes.
Byggeri, der kan opføres uden tilladelse eller anmeldelse
- Ombygninger og andre forandringer i bebyggelser som nævnt i kap.1.3.1, stk. 1, kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1 og kap. 1.5, stk. 5. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.
- Byggearbejder ved småbygninger på højst 10 m² omfattet af kap. 2.7.7.
- Byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse og terrasser i tilknytning til enfamiliehuse og sommerhuse.
- Byggearbejder ved campinghytter og kolonihavehuse.
- Tørringsanlæg for korn, frø og andre afgrøder.
- F-gastanke på indtil 1.000 kg (2.400 l beholderrumfang), der hører til stationære F-gasanlæg og F-gastankstationer.
- Satellitantenner med en diameter på højst 1,0 m og CE-mærkede tagantenner.
- Konstruktioner og anlæg, som indeholder brugerbetjente funktioner, såsom it-standere, betalings- og selvbetjeningsautomater og lignende publikumsrettede servicefunktioner.
- Nedrivning af byggeri omfattet af kap. 1,7 stk. 3
Selvom byggearbejderne kan udføres uden tilladelse og anmeldelse, skal de overholde reglementets bestemmelser.
Kan reglerne ikke overholdes, skal der søges dispensation hos bygningsinspektoratet, og byggearbejdet må ikke påbegyndes før dispensation er givet.
Husk - det er dig selv, din håndværker eller tekniske rådgiver, der er ansvarlig for, at reglerne overholdes.
Ansøgning og tegningsmateriale. (Ukompliceret byggeri jf. BR08, kap. 1.3.1 og 1.3.2.)
Ansøgningen om byggetilladelse/anmeldelsen skal være skriftlig. Den skal dateres og underskrives af ejendommens ejer. Hvis ejeren ikke underskriver, skal ansøger på anden måde dokumentere sin ret til at udføre arbejdet.
Ansøgningen sendes til bygningsinspektoratet.
Hent og udskriv ansøgningsskemaet.
Med ansøgningen skal vedlægges relevant tegningsmateriale.
For enfamilieshuse og tilhørende småhusbyggeri, skal materialet fremsendes i 2 eksemplarer med angivelse af målestoksforholdet.
For øvrigt byggeri i 3 eksemplarer med angivelse af målestoksforholdet:
- Situationsplan i mindstemål 1:500. Tegning over byggegrund visende beliggenhed af nuværende og projekterede bygninger, målsat med afstande til skel.
- Målsatte plantegninger i mindstemål 1:100
- Facadetegninger med indtegning af eksisterende og fremtidig reguleret terræn i mindstemål 1:100.
- Oplysninger til brug for BBR, herunder arealberegning, materialevalg for facade og tag.
- Oplysning om byggeriets energiklasse.
- Forsikringstilbud for obligatorisk byggeskadeforsikring.
- Brandplan med tilhørende brandteknisk dokumentation. (BR10, kap. 1.3.2) Der henvises til ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri” kap. 1.1.1 – 1.1.2.
Husk: Ejeren skal – forinden byggeriet tages i brug – indsende en erklæring, hvor ejeren skriver under på, at byggelovgivningen er overholdt, og at der er vedlagt den fornødne dokumentation for, at de tekniske bestemmelser er overholdt. Erklæringen med eksempler på dokumentation vedr. tekniske forhold fremgår af bilag 8 i BR10.
Ansøgning og tegningsmateriale. (Kompliceret byggeri)
Ansøgningen om byggetilladelse/anmeldelsen skal være skriftlig. Den skal dateres og underskrives af ejendommens ejer. Hvis ejeren ikke underskriver, skal ansøger på anden måde dokumentere sin ret til at udføre arbejdet.
Ansøgningen sendes til bygningsinspektoratet.
Hent og udskriv ansøgningsskemaet.
Med ansøgningen skal vedlægges relevant tegningsmateriale i 3 eksemplarer med angivelse af målestoksforholdet.
Tegningsmaterialet kan disponeres således:
- Situationsplan i mindstemål 1:500. Tegning over byggegrund visende beliggenhed af nuværende og projekterede bygninger, målsat med afstande til skel.
- Målsatte plantegninger i mindstemål 1:100.
- Snittegning i mindstemål 1:50 visende samtlige konstruktioners opbygning med tilhørende udførlig materialebeskrivelse. Facadetegninger med indtegning af eksisterende og fremtidig reguleret terræn i mindstemål 1:100.
- Dokumentation for bygningsværkets stabilitet og styrke (statiske beregninger).
- Varmetabsberegning / energibehovsberegning der redegør for bygningens energiforbrug.
- Tegning, som viser eksisterende og projekterede afløbsledninger.
- Brandteknisk dokumentation med tilhørende tegningsmateriale.
- Forsikringstilbud for obligatorisk byggeskadeforsikring.
Tegninger skal vedlægges i 3 eksemplarer med angivelse af målestoksforholdet.
Bygningsinspektoratet kan forlange yderligere oplysninger og tegningsmateriale som er nødvendig for at give byggetilladelse. For byggetilladelse betales et af byrådet fastsat gebyr.
Se de gældende byggesagsgebyrer.