I henhold til lov om Social service har alle børn i alderen fra 0 - 5 år ret til at blive optaget på venteliste til et bestemt dagtilbud, også i en anden kommune end den kommune, barnet bor i.
Hvis I bor i Aarhus Kommune
Hvis I bor i Aarhus Kommune og ønsker plads i et dagtilbud i en anden kommune, skal I henvende jer til den pågældende kommune for at blive skrevet på ventelisten til en plads.
Den anden kommune vil kunne give jer nærmere oplysninger om mulighederne for plads.
Betaling
Prisen på et dagtilbud, kan opdeles i 2 elementer:
- Kommunens grundtilskud er pr 1. januar 2012 76% af pladsprisen for aldersgruppen ½- 2 år og 75% for de 3-5 årige (den del Aarhus Kommune betaler).
- Egenbetalingen udgør pr 1. januar 2012 henholdsvis 24 % for aldersgruppen 0 - 2 år og 25% for de 3-5 årige (den del som forældrene selv betaler).
Vælger I et dagtilbud udenfor Aarhus Kommune, kan I til dækning af pladsprisen i den anden kommune få et grundtilskud på maksimalt:
Takster 2012
| Aldersgruppe |
1. januar 2012 |
| 0 - 2 årige børn |
107.922 kr. |
| 3 - 5 årige børn |
58.935 kr. |
Hvis pladsprisen i den anden kommune er lavere end den alderssvarende pladspris i Aarhus Kommune, gives der et grundtilskud på 76 % for de 0-2 årig og 75 % for de 3-5 årige.
Er pladsprisen højere end den alderssvarende pladspris i Aarhus, vil I til dækning af pladsprisen få grundtilskuddet (se taksterne ovenfor). Differencen, mellem den anden kommunes pladspris og det samlede tilskud I kan få fra Aarhus Kommune, skal I som forældre selv betale.
Forældrebetalingen kan nedsættes yderligere i form af
- Søskendetilskud
- Tilskud til friplads, hvis I har søgt om nedsættelse af betalingen efter gældende regler.
Ved Frit valg af dagtilbud over kommunegrænsen opkræves egenbetaling i alle 12 måneder. (Juli måned er ikke betalingsfri).
Friplads- og søskendetilskud vil kun blive beregnet ud fra pladsprisen i Aarhus Kommune. Der kan altså blive tale om en opkrævning selvom der er bevilget 100% friplads.
Når I har fået tilbudt en plads i en anden kommune og har givet os besked herom, vil Aarhus Kommune skrive et tilskudsbevis, som vi vil sende til jer og den anden kommune.
Som udgangspunkt, er det bopælskommunen der opkræver forældrebetalingen, men kommunerne kan selv lave aftale om, hvem der gør det.
Hvis I bor i en anden kommune og ønsker et dagtilbud i Aarhus Kommune, skal I skrive jeres barn på venteliste.
Når I har fået tilbudt en plads i Aarhus Kommune, skal I kontakte jeres bopælskommune og anmode om tilskud til pladsen. Tilskuddet skal gælde fra indmeldelsesdatoen og tilskudsbeviset skal indsendes til Pladsanvisningen, Postboks 4069. Det er bopælskommunen, der foretager opkrævningen af den månedlige forældrebetaling.
Den månedlige opkrævning vil afhænge af tilskudsbeløbets størrelse. En eventuel difference vil blive opkrævet/reguleret pr. flyttedato.
Hvis I flytter fra Aarhus Kommune
Hvis I flytter fra Aarhus Kommune og ønsker at bevare jeres dagtilbud efter flytningen, skal I straks underrette Pladsanvisningen om fraflytningen.
Aarhus Kommune vil bede den anden kommune om at fremsende et tilskudsbevis.
Den månedlige opkrævning vil afhænge af tilskudsbeløbets størrelse.
Udmeldelse
Udmeldelse fra dagtilbud i Aarhus Kommune skal ske skriftligt og med 2 måneders varsel til den 31. eller den 15. i måneden. Dog er udmeldelsesvarslet nedsat til 1 måned, når der er tale om overflytning fra et dagtilbud i Aarhus Kommune til et dagtilbud i anden kommune. Udmeldelsesblanket fås i dagtilbuddet eller kan bestilles ved Pladsanvisningen.
Ved oprykning/overgang til andre dagtilbud skal der genansøges om tilskudsdækning. Dette gælder også hvis barnet er i en aldersintegreret institution og barnet skal skifte fra den ene aldersgruppe til en anden - f.eks. når det fylder 3 år.