Udvikling af elevernes modersmål styrker deres tilegnelse af andre sprog. Modersmålet er derfor et vigtigt fundament for at lære dansk og det er også afgørende for barnets selvforståelse og identitetsdannelse.
Undervisningstilbuddet
Det er tosprogede lærere, der står for undervisningen. De tosprogede lærere tager sig af pædagogiske, undervisningsmæssige og integrationsmæssige opgaver. Det betyder, at sprogstøtte på modersmålet er mere end ren sprogundervisning.
Lærerne er med til at styrke den interkulturelle dimension i undervisningen og dermed elevernes forståelse af egen og andre kulturer. De fungerer også som brobyggere i skole-hjem-samarbejdet.
Hvem modtager sprogstøtte i modersmålet?
I 0.-3. klasse er sprogstøtteordningen et frivilligt tilbud, og barnet kan deltage i undervisningen, hvis forældrene ønsker det. Skolerne ønsker at give de yngste elever sproglig støtte, så de har kendskab til mange begreber både på dansk og deres modersmål.
I 4.- 9. klasse henvender tilbuddet sig til elever med sproglige, faglige eller sociale behov. Det er elevens lærere, der afgør om eleven har behov.
Mere information
Hvis du vil vide mere om sprogstøtte på modersmålet, kan du kontakte dit barns skole.