Botanisk Have
Botanisk Have er en af Aarhus' største parker. Haven rummer et væld af muligheder for oplevelser - for alle sanser, forskellige interesser og behov.
Haven er anlagt i et meget kuperet terræn med mange små, intime, grønne rum og store åbne plæner. Et vandløb løber gennem hele haven fra nordvest til sydøst igennem 3 søer og videre gennem Den Gamle By og dens kanaler.
Du kan bruge parken som et udflugtssted, hvor du kan nyde medbragt mad. Har du medbragt en transportabel grill, kan du benytte bordene med monteret metalplade til at sætte din grill på. De særlige affaldstønder er til din brugte grill.
Om vinteren er der et mylder af børn og voksne på bakkerne - hvis der er sne.
Alle turister og byens borgere er velkomne til at besøge Botanisk Have hele året.