Et krav for at opnå certificering kan fx være, at der skal bevares et vist antal træer til naturligt forfald på skovarealerne. Det skyldes, at en lang række truede insekter og svampe lever i og på dødt træ i skoven. Besøgende i skoven kan derfor komme til at se flere døde, døende og væltede træer, der indgår som en del af naturbeskyttelsen.
Når en skov bliver certificeret, er det en garanti for, at træet fra den pågældende skov er produceret efter certificeringsordningens standard. Når fx et savværk eller en anden træhandler køber træ direkte fra en tropisk skov, er der sikkerhed for, at træet er produceret i overensstemmelse med standardens krav til natur, miljø, arbejdsmiljø mv. Og det samme gælder kunder, der fx køber brænde i Aarhus Kommunes skove.
For forbrugere længere ude i handelskæden, som f.eks. trælasthandler og trævarefabrikker, har man indført en såkaldt Chain of Custody certificering, eller blot CoC. Det betyder noget i retning af en "kæde af kontrollerede led". Der findes forskellige CoC-systemer - hver med sin mærkningsordning. Nogle giver sikkerhed for, at al træ i et træprodukt kommer fra en certificeret skov. Andre garanterer blot, at der ved fremstillingen er indgået et vist minimum af certificeret træ.
Der er forskellige certificeringsordninger, hver med sin standard. I Danmark er der udviklet standarder efter to systemer: FSC og PEFC. De har forskellige krav til drift og kontrol mv., og der eksisterer også forskellige CoC-systemer for de to certificeringsordninger.
Aarhus Kommunes skove er certificeret efter både FSC- og PEFC-standard. Læs mere om certificering og om, hvad certificering betyder for skovene i Aarhus i boksen "Certificering af skove" til højre på siden.