En blanding af nyt og gammelt
Her kan du læse om den runde gravhøj fra oldtiden og de kunstige stendysser fra 1800-tallet.
Den runde gravhøj fra oldtiden er ca. 1,5 meter høj og ca. 16. meter i diameter. De to ”rand-sten” ved foden af højen er rester efter en hel stenkæde, som skulle holde på jorden, så højen ikke kunne skride sammen. Stendyssen på toppen af gravhøjen er derimod kun ca. 200 år gammel.
I 1800-tallet opstod der – primært hos byboer – et romantisk natursyn, der stod i kontrast til landbefolkningens nyttebetonede opfattelse af naturen. Den tiltagende opdyrkning af landet ærgrede byboerne, og de forsøgte at beskytte de vidnesbyrd, der var efter vore forfædres tilstedeværelse - fx gravhøjene.
Derfor blev der opført flere kunstige stendysser i landskabet, fx i haver og parker og i få tilfælde på eksisterende gravhøje. Dysserne blev udført i miniformat og var således meget mindre end de rigtige storstensgrave fra oldtiden. Formålet med de kunstige stendysser var at give iagttageren tydelige associationer til fortiden.
Klik her for at læse endnu mere om gravhøjen og kunstige stendysser.