Gå til sidens indhold

Skovens Dag 9. maj 2010

I anledningen af ”Skovens Dag” bød Aarhus Kommune søndag d. 9. maj på et væld af spændende og udfordrende natur-aktiviteter for hele familien ved Moesgård Strand.

Ca. 20 morgenfriske aarhusianere startede dagen med fugletur kl. 04.00, mens de mere magelige først kom ud af fjerene til kl. 10.00, hvor de fleste aktiviteter gik i gang. Rådmand Laura Hay bød velkommen og ønskede alle en aktiv og lærerig dag, før hun selv hoppede på mountainbiken og tog en 14 km. lang rundtur i området sammen med Klima- og Energiminister Lykke Friis, som også var mødt op for at se, hvad de aarhusianske skove har at byde på.

 

Et bredt udvalg af aktiviteter

I skovbrynet mellem p-pladsen ved Moesgård Strand og Giber Åens udløb i Aarhus Bugten stod et stort telt - en samisk lavvu - som udgjorde samlingspunktet for dagens brede udvalg af aktiviteter. DDS-spejderne fra Mårslet tændte bål, bagte pandekager og tilbød frisk træ og snitteknive, mens Århus civile Hundeførerforening kom for at give gode råd om, hvordan man færdes hensynsfuldt i naturen med sin hund.

 

Sport i skoven

Der var også masser af muligheder for de mere sporty typer - de kunne komme på slap line ved at gå på ”slackline” på stranden, låne en GPS til geocaching, producere strøm til en kop kaffe på en speciel el-cykel eller spille skralde-basket hos ”Ren By” projektet. Og i dagens løb kunne man deltage i forskellige guidede gå- eller cykelture rundt i skovene.

 

Gratis klimatræer til uddeling

Under sloganet ”Mit klimatræ skal gro og binde CO2” uddelte Aarhus Kommunes Klimasekretariat 300 gratis træer og opfordrede de nybagte klimatræ-ejere til at plante træet hjemme i haven som et personligt bidrag til klimaindsatsen.

 

Over tusind borgere kom forbi

Det gode søndagsvejr lokkede masser af aarhusianere ud af byen, og mange havde medbragt madkurve, som de nød med udsigt over vand og skov. Da arrangementet sluttede kl. 15.00 havde over tusind borgere være forbi til en dejlig dag i skoven - med klima, natur og sundhed.

 
 

Opdateret: 30.6.2011

Afdeling: Teknik og Miljø

Send kommentar: Natur og Miljø

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden