Rita er ved bogens begyndelse stadig udearbejdende, er afdelingsleder på en institution for udviklingshæmmede.
Rita skriver meget åbent om, hvordan de to har det, mens Oluf bor hjemme og senere flytter på plejehjem.
Rita fortæller om alle de færdigheder Oluf mister, og hvad det gør ved familien. Der er mange gode beskrivelser af hvilke ting, der er svære i hverdagen. Oluf mister hurtigt tidsfornemmelsen, og han er meget vågen om natten. Han har brug for Rita til at snakke med, om hvad der skal ske i fremtiden.
Rita har mange gentagelser af de svære ting, så læseren bliver bevidst om, at det ikke kun er en gang, at Oluf f.eks. ikke kan sove og går rundt, klæder sig på og spiser morgenmad kl.1.30.
Oluf får ofte forlagt nøglerne til huset og kan ikke finde dem, og Ritas små huskesedler kan ikke længere følges. Det viser, hvor svært det er, når tålmodigheden skal være stor hele tiden. En næsten umenneskelig opgave for Rita, som hun klarer fantastisk.
Jeg tror mange pårørende i samme situation vil kunne læse denne bog og nikke genkendende til, at hverdagen går bedst med de samme ting dag efter dag. Det er samtidig et stort behov for pårørende at have nogen at snakke med, da man kan føle sig ensom, når ens ægtefælle igennem mange år ikke længere kan give modspil.
Rita er rigtig god til at gøre noget for sig selv, men vi oplever også skyldsfølelsen over om hun nu kan gøre det, når Oluf ikke længere kan være med.
Rita er samtidig også god til at tage chancen og gøre noget anderledes sammen med Oluf, f.eks. tage en uge i sommerhus.
Vi får som plejepersonale en stor viden om hvordan det er for Rita at leve med en mand med demens. F.eks. fortæller Rita om en episode, hvor taxaen skal komme til et aftalt tidspunkt for at hente Oluf og køre ham i dagcenter. Taxaen kommer en halv time for sent, en ventetid der er svær, når ens mand har demens. En anden gang bliver Rita trist, da nogle personlige ejendele skal fjernes fra Olufs stue på plejehjemmet for at gøre plads til hjælpemidler.
Rita fortæller også, at hun bliver frustreret, når hun ser, at plejepersonale er ude for at ryge, mens hendes kære mand ligger våd af urin i sengen. Rita er samtidig god til at beskrive, hvor dejligt det er, når personalet ringer og gerne vil snakke med hende om Oluf. Når personalet har sat en kop kaffe til dem begge efter en gåtur. Rita er tryg ved, at personalet ringer og fortæller hende, når Oluf er urolig, så hun kan komme og hjælpe til med at Oluf får det bedre. Vi oplever her en pårørende, der gerne vil være med og inddrages.
I sin fortælling skåner Rita ikke plejepersonalet, men er meget forstående overfor systemet, og hun søger en forklaring hver gang, hun synes, at plejepersonalet ikke har handlet professionelt nok.
Bogen kan varmt anbefales, hvis man har brug for at lære mere om hverdagen med et menneske med demens. Når bogen er læst har den ”bidt” sig fast, og den er ikke sådan lige at glemme.
Bogen kan købes hos Fysioterapeut Dorthe Møller Hermann Lokalcenter Hørgården på visitationskontoret. Bogen koster 168,00 kr.
Anmeldt af Jette Baagøe, demenskoordinator i Aarhus Kommune