Bogen om E er en stærk og følelsesladet beretning om en kvindes store kærlighed til en mand, der langsomt forsvinder for hende på grund af hans fremadskridende demens.
Hovedpersonerne Erik (E) og Ulla mødte hinanden og forelskede sig hovedkulds i sen alder
( han 56, hun 10 år yngre) og efter begges skilsmisse, giftede de sig og var tæt forbundne og hinandens store kærlighed.
De første 14 – 15 år var ”gyldne”. De arbejdede tæt sammen inden for litteraturens verden, og selv om E i de år fik få periodiske hukommelsestab, slog de det hen som stress.
Som tiden gik, begyndte ”hjernen at svigte ham” – han blev dement. Ulla ville i flere år ikke anerkende hans sygdom, og E ville ikke vide af sin sygdom – og ikke dele den med Ulla. På den måde kom sygdommen til at skille dem, i stedet for at binde dem tættere sammen.
De sidste 2 – 3 år drev sygdommen dem helt fra hinanden. Ulla måtte leve med en ufattelig vrede, og først da hun fik ”ryddet op” i deres fælles liv bl.a. gennem breve, dagbogsnotater m.m., fik hun indsigt og forståelse for, at E`s og hendes fælles liv definitivt var slut, at de måtte leve i adskilte verdner. Hun evnede først nu at lade ham være i det ingenmandsland, han var i.
Ulla skrev den hudløst ærlige bog efter E`s død for ”at hente det tilbage, som jeg har mistet, for at kunne overvinde det, som skilte os. For at forstå!”
Bogen henvender sig til alle voksne.
Ulla Isaksson fortæller hensynsløst ærligt om den svære tid, der strakte sig over 14 – 15 år, hvor Eriks fremadskridende demens lidt efter lidt berøver dem deres fælles liv. Hun fortæller i detaljer om, hvordan det er for E at være syg, hvordan det er for hende at være kone, sygehjælper, hjemmehjælper m.m. Hun prøver alt for at bringe ham tilbage til deres fælles verden, men uden held. Hun fortæller om afmagten og udmattelsen og især om vreden.
Personlig har jeg et ambivalent forhold til bogen.
På den ene side er bogen fantastisk godt skrevet, og man lever sig med empati ind i ægteparrets svære hverdag. På den anden side er hverdagen beskrevet med så mange skræmmende detaljer, at jeg nødig ville have den viden, hvis jeg selv, eller en af mine kære, blev ramt af sygdommen.
Bogen er filmatiseret af Bille August i 2000 og hedder: En sang for Martin.
I filmen har man ladet E være en berømt komponist og dirigent ved navn Martin, og Ulla, som hedder Barbara, er førsteviolinist.
Anmeldt af Bente Sørensen, lærer