Gå til sidens indhold

Ind i labyrinten

En beretning af Diana Friel McGowin

”Ind i Labyrinten” er en fascinerende beretning om en kvindes kamp mod en demensdiagnose stillet i en tidlig alder. Bogen er skrevet af Diana Friel McGowin, der allerede som 45-årig fik konstateret demens. Den selvbiografiske beretning giver et troværdigt billede af demenssygdommens udvikling fra de første spæde problemer til et fremskredent stadie, hvor demensen påvirker mange aspekter af livet og dagligdagen.

 

"Ind i Labyrinten" er en personlig beretning, og dette er dens styrke. Bogens vinkel på demens er, hvordan sygdommen opleves indefra. Alzheimers og demens belyses af en person med demens, der oplever sygdommens udvikling på sin egen krop. De tanker hun gør sig i denne forbindelse, og hendes op- og nedture giver et troværdigt og gribende billede af, hvordan tilværelsen former sig, når man lever med demens.

 

McGowin nægter at lade sig passivere, da hun får stillet diagnosen. Hun tager kampen op og sætter sig grundigt ind i alt omkring hendes sygdom. Hun beslutter sig bl.a. for over en 2-årig periode at skrive denne bog, som vækker opsigt i USA. Mcgowin lever langt fra et stille liv med demens. Hun holder foredrag om demens og starter en støttegruppe for tidligt diagnosticerede patienter, for, som hun siger, ”måtte hun hjælpe sig selv ved at hjælpe andre”.

Budskabet er, at livet ikke går i stå, fordi man får stillet diagnosen demens. Man må acceptere situationen og få det bedste ud af den og bruge sine erfaringer og oplevelser konstruktivt.

 

Opmærksomheden fra medier og omverdenen har dog en bagside, hvilket viser sig, da McGowin lader et TV-hold lave en dokumentar-udsendelse om hendes liv, som hun bestemt ikke er tilfreds med. Også på området for demens og Alzheimers er der modsatrettede og økonomiske interesser på spil, og hendes råd er, at man søger professionel hjælp, inden man kaster sig ud i et samarbejde med medier, firmaer etc.

 

”Ind i Labyrinten” kan klart anbefales, hvis man ønsker at blive klogere på demens og få et indtryk af et liv med demens set med egne øjne. Både som et menneske med demens og som pårørende vil man få meget ud af bogen, da den også omhandler de problemer og spændinger, der kan opstå i forholdet til ægtefælle, børn og bekendte, efterhånden som sygdommen udvikler sig.

 

Anmeldt af Liv Bichel

 

(Bogen er udsolgt fra forlaget men kan lånes på bibliotekerne)

Kontakt

DemensCentrum Aarhus Demens Caféen

Sundhed og Omsorg

MarselisborgCentret Byg. 20, P.P. Ørumsgade 11

8000 Aarhus C

Telefon: 86 11 00 26

E-mail: 

 
 

Opdateret: 18.2.2010

Afdeling: Sundhed og Omsorg

Send kommentar: DemensCentrum Aarhus  Demens Caféen

Telefon: 86 11 00 26

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden