Denne bog er en bevægende beskrivelse af, hvordan en talentfuld kunstnersjæl og en hypersensitiv menneskesjæl udtrykker sig, når hjernens mekanismer smuldrer.
Grundteksten i bogen er formuleret med Kirsten Ewaldsens egne ord fra den dagbog hun skrev hele livet. Den er smukt illustreret af livfulde, koloristiske billeder fra hendes kunstneriske livsværk. En fuldendt fabelfrø afslutter illustrationerne. Den er tegnet mens Kirsten Ewaldsen var helt ud af stand til at klare sig selv, et år før hun døde. Frøen, der skal kysses for at trylle prinser og prinsesser frem, er et tilbagevendede tema i dagbogsnotaterne.
Kirsten er omgivet af et stærkt netværk, som på denne måde lader hendes egne udtryksformer i ord og billeder tale til os andre. En præstation, som virker kærlig, nøgtern og sober.
Kirstens egen stemme bliver omkranset af beretningerne fra de mennesker, som har fulgt hende tæt. De enkelte beskrivelser er skrevet på en bevægende og fornem stram måde, således at de på samme tid fremstår som kronologiske vidnesbyrd til hendes liv og som dybt personlige kommentarer fra den enkelte person.
Indhold:
PROLOGEN (11 sider) er skrevet af barnebanet. Den ridser Kirsten Ewaldsen liv op. Fremstillingen har samme kvalitet som den gode biografi, hvor man fornemmer hovedpersonen holdes ud i en biografisk "strakt arm", samtidig med at biografiens forfatterstemme høres.
KIRSTENS DAGBOG (121 sider) Der er udpluk af dagbogen fra en periode på 5½ år. Den strækker sig fra den 7. oktober 1987 til den 7. maj 1993. Teksten ledsages af Kirsten Ewaldsens finurlige koloristiske malerier, collager, skitser, samt udvalgte brudstykker af de originale håndskrevne dagbogsblade. Det er en velskrevet tekst som fanger sin læser rent eksistentielt. Enkelte steder kan de udvalgte tekster virke langtrukne, men aldrig private og udleverende.
Dagbogen fungerer som Kirsten Ewaldsens "egensamtale" om sig selv og sin personlighed - sine iagttagelser af andre - om relationer - om livsstil - om følelser - om skræk for det, hun mærker ske med hende selv. De forandringer som hun mærker så snigende, dem beskriver hun helt konkret i forhold til glemsel og gerningslister. Dagbogen bruges til at notere og fastholde, hvad der er hændt, gøremål, måltider og samvær med andre.
Dagbogen bruges tillige som reflektionssted for de ændringer hun mærker med sig selv, og de snigende afvigelser i hendes egen velkendte væremåde, som hun fornemmer. Hun gennemfører her sin indre dialog og fastholder en indsigt i sig selv efter at meget glipper den ene gang efter den anden.
FORANDRINGER (6 sider) af Kirstens personlighed oplevet af datteren i løbet af 10 år.
FORANDRINGER (4 sider) af Kirstens personlighed oplevet af vennen gennem 20 år. Han oplever det største skred inden for de sidste år.
EPILOGEN (7 sider) beskriver Kirstens sidste to år efter at have fået diagnosen demens og efter, at være flyttet i plejebolig.
Anmeldt af ergoterapeut og demenskoordinator i Aarhus Kommune Mette Brynskov