Byggeri og grunde
Der er lagt vægt på at lægge et ambitiøst mål ind i byudviklingsstrategien, som sikrer, at Aarhus er gearet til at honorere de fremtidige udviklingsbehov.
Som hovedby i Vestdanmark er det vigtigt, at Aarhus er parat til den udvikling, vi står overfor. Byudviklingen skal understøtte og udvikle Aarhus’ position som landsdelscenter – erhvervsmæssigt, kulturelt, boligmæssigt m.v., og både på kort og langt sigt imødekomme de fremtidige udviklings- og vækstbehov med respekt for kvaliteterne i byen og i det åbne land.
Byudviklingsstrategien skal sikre mulighed for, at Aarhus kan tage imod i størrelsesordenen 50.000 ekstra arbejdspladser, 10.000-15.000 nye studiepladser og 50.000 flere boliger i perioden frem til 2030.
De kommende års byudvikling er baseret på en tostrenget strategi – i form af løbende omdannelse og fortætning af den eksisterende by på den ene side og mulighed for ny byvækst på bar mark på den anden side. For begge områder skal byudviklingen iagttage principper om bæredygtighed og energibevidsthed.