Som en flot og festlig optakt til fejringen af dronningens 70 års fødselsdag på NRGi Park i Århus 5. juni kl. 15.00 vil hun og prinsgemalen ledsaget af garde-husarer køre i karet gennem Århus.
I morgen fredag kan de flotte heste opleves ved en generalprøve gennem byen. Hold i øvrigt fotokameraet klar og del dagens minder med hele byen.
Grundlovsdag lørdag 5. juni 2010 fejrer Århus og idrættens store landsorganisationer DIF og DGI Hendes Majestæt Dronningen ved et storstilet idræts- og musikshow på NRGi Park i Århus.
Forud for dette vil regentparret køre i karet gennem byen eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron samt beredne politifolk med i alt 62 heste. Med start lørdag kl. 13.30 vil kareten kunne opleves på en fire km lang strækning gennem byen – fra Honnørkajen på havnen via Bispetorv, Strøget, Banegårdspladsen, M. P. Bruunsgade og Stadion Allé – til NRGi Park.
Men allerede fredag fra ca. kl. 14 vil byens borgere og gæster kunne glæde sig over de flotte heste, når gardehusarregimentets Hesteskadron gennemfører en generalprøve gennem hele ruten.
Og i dag torsdag eftermiddag kan hesteskadronen opleves flere steder i byen, når de træner til den store dag.
Del minder fra dronningens fødselsdag i Århus
Find kameraet frem, når regentparret i karet kører gennem Århus, når byens børn hyl-der majestæten – eller i et unikt øjeblik under fødselsdagsshowet på stadion. Og del dine minder med hele byen.
Fra på lørdag kan alle uploade billeder på www.tillykkedanmarksdronning.dk
Alle uploadede billeder vil blive vist på hjemmesiden fra mandag den 7. juni. Derudover vil de bedste billeder blive udstillet på Hovedbiblioteket.
Billetter til salg også ved indgangen
Billetsalget til showet på NRGi Park er i gang og sker gennem BILLETNET.dk. Showet er en oplevelse for hele familien, og billetter koster 120 kr. for voksne og 60 kr. for børn. Billetten giver samtidig fri adgang til Tivoli Friheden før og efter showet 5. juni. Billetterne kan også købes før showet ved billetsalget i NRGi Park.
Praktiske oplysninger til pressen
Parkering ved NRGi Park. Der er reserveret 12 parkeringspladser til de pressefolk, der kører i bil til NRGi Park – efter først til mølle-princippet på lørdag. Men husk, at der også er pressebus fra Århus Havn til NRGi Park og retur – som omtalt i tidligere udsendt presseprogram.
Henstilling fra politiet
Politiet og gardehusarerne har ved tidligere hesteeskorter gjort den erfaring, at kameraer ”på lift”, som svinges ind over eskorten for at få gode oversigtsbilleder, har gjort hestene nervøse, hvilket kan give anledning til episoder, hvor publikum bliver ”skubbet” af disse nervøse heste.
Østjyllands Politi henstiller til pressen, at der ikke gøres brug af sådanne ”luftbårne” kameraer ind over eskorten på karetruten.
Læs mere på hjemmesiden: www.tillykkedanmarksdronning.dk