Siden 2007 er antallet af anbringelser steget med ca. 20 procent. Påstande om, at økonomi sættes over barnets tarv, holder ikke vand.
Ifølge Ankestyrelsen falder antallet af anbringelser i Århus Kommune, men virkeligheden er anderledes. Siden 2007 er antallet af anbringelser steget med 130, det svarer til ca. 20 procent. Påstande om, at økonomi sættes over barnets tarv, holder ikke vand.
Tallene stemmer ikke
Torsdag fremgik det af flere medier, at Århus Kommune ifølge Ankestyrelsen anbringer færre udsatte børn og unge. Men Ankestyrelsens tal stemmer ikke overens med kommunens egen statistik, der viser en stigning i antallet af anbringelser fra 640 i 2007 til indtil videre 770 i 2010. Det svarer til ca. 20 procent. Tallene blev forelagt Socialudvalget i august.
”Det er brandærgerligt, at medierne og Ankestyrelsens tal tegner et forkert billede, når sandheden er, at væsentlig flere børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet. Det er ikke et mål i sig selv, at flere skal anbringes, og vi skal selvfølgelig holde os inden for den økonomiske ramme. Men tallene dokumenterer i hvert fald, at påstanden om, at vi sætter økonomi over barnets tarv ikke holder vand,” siger rådmand Hans Halvorsen.
Udredningsarbejde skal klarlægge forskellen i tal
Socialforvaltningen har sat et udredningsarbejde i gang, der skal afdække, hvordan Ankestyrelsen kan fremkomme med tal, der ikke stemmer overens med kommunens egen statistik. En sandsynlig forklaring er, at indberetningsmetoden til Ankestyrelsen er omlagt, så den enkelte sagsbehandler i dag skal sende tal løbende, frem for tidligere praksis med en samlet indberetning fra centralt hold – og med den fornødne kvalitetssikring.
”Vi kan ikke leve med, at der er uoverensstemmelse mellem tallene. Vi vil nu tage kontakt til Ankestyrelsen for at drøfte, hvordan vi kan sikre vores datakvalitet, så vi fremover undgår disse medieænder,” siger rådmand Hans Halvorsen.