Gå til sidens indhold
13.03.2012

"Perlekæde" skal styrke Aarhus som moderne metropol

Området omkring Ny Banegårdsgade og Rutebilstationen skal omdannes til et tæt, livligt og varieret bykvarter.

De i dag nedslidte arealer omkring Ny Banegårdsgade og Rutebilstationen i centrum af Aarhus skal omdannes til et tæt, livligt og varieret bykvarter med ny busterminal og en udvidelse af shoppingcentret Bruuns Galleri. I dag blev det offentliggjort, at forslaget ”Perlekæden” fra planlægningsteamet COBE, Transform, Rambøll, Søren Jensen og ICP skal danne grundlag for en helhedsplan for omdannelsen.

 

Som smukke perler på en snor skal nye og eksisterende bygninger af forskellig form og størrelse omkranse det område, hvor en ny busterminal sammen med en udvidelse af Bruuns Galleri skal tilføre Aarhus centrum et nyt, attraktivt byrum. Det har et planlægningsteam med tegnestuerne COBE og Transform i spidsen foreslået så overbevisende, at en rådgivende komité enstemmigt har peget på ”Perlekæden” som det projekt, der skal lægges til grund for det videre arbejde på en helhedsplan for området. Helhedsplanen udarbejdes i fællesskab af de to grundejere, Aarhus Kommune og DSB Ejendomsudvikling, i samarbejde med Steen & Strøm Danmark, som ejer Bruuns Galleri.

 

Den rådgivende komité fremhæver bl.a., at forslaget åbner for et oplevelsesrigt sammenspil imellem arkitektur, trafik og detailhandel. Derudover fremhæves projektet for sin fleksibilitet og robusthed over for en omdannelse, som vil ske i etaper og over tid.

 

Fra Borgmester Jacob Bundsgaard lyder det om projektet:
"Perlekæden indfanger på bedste vis områdets dynamik og giver det helt nyt liv. Det nye grundlag for en helhedsplan for Ny Banegårdsgade og Rutebilstationen er et smukt eksempel på den positive udvikling, Aarhus er inde i. Det løfter de kvaliteter, vi allerede kender og holder af; et Aarhus, der både er international og intim, hypermoderne og hyggelig".


Trafikknudepunkt og smuk velkomst

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø siger om forslaget:
"Forslaget indeholder bl.a. en ny busterminal i direkte tilknytning til banegården og et stoppested for den kommende letbane. Begge elementer vil forbedre de rejsendes vilkår og styrke stedet som trafikknudepunkt. Samtidig formår teamet at gøre busterminalen til noget ganske særligt via en original, arkitektonisk udformning, inspireret af en spejlsal. Det vil give stedet en helt særlig identitet og blive en smuk velkomst til Aarhus".

 

Administrerende direktør Steen Ø Schmidt i DSB Ejendomsudvikling A/S supplerer:

"Både Banegården og Bruuns Galleri vil få fordele af, at den kollektive trafik og detailhandel bliver integreret, og i DSB venter man, at udviklingen af området på sigt vil få flere til at vælge toget. Nu er de sidste byggegrunde på centralværkstedsområdet ved at være udbygget eller disponeret, og så glæder det mig også, at vi nu får igangsat omdannelsen af de sidste arealer, som var omfattet af Kommunens og DSB’s aftale fra 1992. Udviklingen kommer belejligt for os, fordi busgarager og værksteder netop er blevet rømmet, så nu er der plads til ny byudvikling".

 

Udviklingsdirektør Karen Nielsen fra Steen & Strøm ser også spændende perspektiver for detailhandelen i forslaget:
"Forslaget har forstået nødvendigheden af at skabe tætte forbindelser mellem Banegården, Bruuns Galleri og busterminalen. Projektets overordnede struktur danner en god base for den ønskede udvidelse af Bruuns Galleri og giver mulighed for også at supplere med anden form for detailhandel. Samtidig giver forslaget mulighed for at skabe et spændende byliv i området med både forretninger, kulturelle aktiviteter og rekreative områder, så stedet henvender sig til mange mennesker på forskellige tidspunkter af døgnet".

 

Fire kvalificerede forslag kan nærstuderes

De fire teams har udarbejdet deres forslag som et såkaldt parallelopdrag, hvilket betyder, at også elementer fra de øvrige tre forslag kan tages med i det videre arbejde mod en endelig helhedsplan. Bedømmelseskomitéen understreger, at alle fire forslag er meget kvalificerede og forestiller sig bl.a., at elementer fra de øvrige forslag vedr. begrønning af banegraven og en byhave på toppen af Bruuns Galleri kan indgå i det videre arbejde.

 

Interesserede kan nærstudere ”Perlekæden” og de tre øvrige teams’ forslag på en udstilling på Aarhus Rådhus i perioden fra den 19. marts til den 30. marts 2012.



Link til denne side

Nyheder

  • 29.08.2016

    Det bliver hurtigere at komme frem på Oddervej

    I denne uge begynder arbejdet med at udføre ændringer på Oddervej, der skal mindske kødannelse og forkorte rejsetiden for de mange trafikanter på den vigtige indfaldsvej.
  • 26.08.2016

    Danmarks ældste tager til festuge

    Alle aarhusianere over 100 år er inviteret til frokost i festugen, og Danmarks ældste person spiser også med.
  • 26.08.2016

    Sæt aftryk på fællesskabet i Aarhus

    Det kommer alle til gavn, hvis vi arbejder på tværs af sektorer. Sådan lyder startskuddet til projekt FrivilligBørs, hvor virksomheder, kommunale arbejdspladser og foreninger kan bytte tjenester med hinanden.
  • 24.08.2016

    Aarhusianske pædagoger får fælles kompetenceløft

    88 aarhusianske skolepædagoger begynder til september et udviklingsforløb, som skal styrke deres faglige kompetencer og ruste dem til i endnu højere grad at bidrage til en varieret skoledag for eleverne. Forløbet er skabt i samarbejde med VIA University, og undervisningen foregår tæt på praksis og det tværfaglige samarbejde med lærere og andre faggrupper.
  • 24.08.2016

    Lån en specialcykel i Beder-Malling

    Der er ikke længere kun bøger på hylderne i et bibliotek. Fra i dag kan borgerne i Beder-Malling låne en specialcykel på Aarhus Kommunes Cykelbibliotek. Cykelbiblioteket står ved Egelund Idrætscenter i perioden 22. august – 1. september.
  • 24.08.2016

    Ny cykelhandlingsplan skal styrke mobiliteten i Aarhus

    Aarhus vokser. Og det samme gør antallet af cyklister på byens cykelstier og gader. En ny cykelhandlingsplan skal sikre gode rammer for cyklisterne som en del af den overordnede strategi for at forbedre den samlede mobilitet i kommunen. Derfor inviteres alle interesserede til en indledende workshop, hvor man kan bidrage med idéer til fremtidens cykelby.
  • 24.08.2016

    Moderne teknologi giver bedre trafikflow

    Rejsetiden er forkortet med mere end 10 procent på Christian X’s Vej takket være radarer, der fordeler det grønne lys efter den aktuelle trafikmængde.
  • 22.08.2016

    Fine genbrugsresultater fra Genbrugsvognen

    Fine resultater fra Latinerkvarteret, der bakker op om genbrug ved at sortere affaldet og aflevere det til Genbrugsvognen
 
 

Opdateret: 22.3.2012

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code