Gå til sidens indhold
11.08.2017

København, Aarhus og Odense foreslår nationalt Råd for Bandebekæmpelse

Rådet skal sikre et vedvarende hårdt pres på banderne ved at styrke samarbejdet på tværs af ministerier, kommuner og flere andre væsentlige aktører.

Efter måneder med voldsom bandeuro opfordrer, borgmester Jacob Bundsgaard fra Aarhus, overborgmester Frank Jensen fra København og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel nu regeringen til at oprette et Råd for Bandebekæmpelse. Rådet skal sikre et vedvarende hårdt pres på banderne ved at styrke samarbejdet på tværs af ministerier, kommuner og flere andre væsentlige aktører.

 

Byer som Aarhus, Odense og senest København er lige nu ekstraordinært hårdt plaget af bander. Der bliver skudt på uskyldige mennesker, forretningsdrivende bliver udsat for afpresning og udsatte borgere mishandlet. Samtidig tyder meget på, at banderne for alvor bruger indtægterne fra salg af narko og anden grov kriminalitet til at sprede sig til nye territorier.

 

På den baggrund retter borgmestrene i København, Aarhus og Odense nu henvendelse til statsminister Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Søren Pape Poulsen med et forslag om at etablere et Råd for Bandebekæmpelse. Det nye råd skal styrke samarbejdet på tværs af ministerier, kommuner, udvalgte faggrupper, NGO’er, boligorganisationer samt politiet, Kriminalforsorgen og SKAT.

 

Rådet skal sikre et vedvarende og massivt pres på banderne og alle deres aktiviteter. Det skal blandt andet ske gennem udveksling af viden aktørerne imellem og mere systematisk brug af den såkaldte Al Capone-metode, hvor kommunale myndigheder som fast element skal indtænkes.

 

”Vi skal presse banderne 24 timer i døgnet. Ved for eksempel at få flere kommuner mere involveret i indsatsen rettet mod bandemedlemmernes økonomiske forhold, Al Capone-indsatsen, kan vi mere effektivt undersøge medlemmerne i den mindste detalje. På den måde sætter vi hårdere ind over for socialt bedrageri, leasing af biler og skattesnyd”, siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

 

Overborgmesteren og de to borgmestre understreger, at de er tilfredse med den Bandepakke III som et flertal på Christiansborg vedtog tidligere på året. De peger derfor på, at deres udspil skal ses som et vigtigt supplement til den del af bandepakken, der sigter mod øget koordinering.

 

”Vi har set en uhyggelig eskalering i bandeskyderier hen over sommer. Det skal stoppes. Banderne skal ikke have lov til at dominere i vores byer. Bandepakken rummer gode værktøjer – og de skal bruges bedst muligt. Det skal sikres gennem et tæt samarbejde mellem staten, de kommuner, som er hårdest ramt, og de folk, som til hverdag arbejder med at sætte en stopper for bandekriminaliteten”, siger Frank Jensen, overborgmester i København.

 

Overborgmesteren og de to borgmestre vil supplere med at invitere flere aktører ind i det koordinerende samarbejde. Det gælder blandt andet kommunerne som med bandepakken fremover får en mere aktiv rolle i kampen mod bander. Derudover ser de gerne, at BL – Danmarks Almene Boliger, udvalgte faggrupper, politiet, Kriminalforsorgen og SKAT samt udvalgte NGO’er inviteres ind i det nye Råd for Bandebekæmpelse, fordi disse aktører alle har medlemmer og ansatte, der via deres arbejde er tæt på bandeproblemerne, og derfor også har værdifuld viden om, hvad der virker i kampen mod banderne.

 

”Vi skal presse banderne dag og nat – også i perioder, hvor der er mere stille om banderne. Fordi det ofte er her, at de styrker deres illegale forretning og tjener penge. Skal det lykkedes, skal vi have mere koordinering af forebyggelses-indsatser, kampen mod økonomiske kriminalitet, beskyttelse af vidner og politiarbejde. Det skal det nye råd være omdrejningspunkt for. Dét er også en selvstændig pointe, at vi på den måde trækker på en bredere vifte af gode kræfter i vores demokratiske samfund for at komme banders perverterede parallelsamfund til livs”, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense.

 

Overborgmesteren og de to borgmestre sender derfor en opfordring til regeringen om at etablere et nyt Råd for Bandebekæmpelse. De understreger dog, at såvel rådets formål såvel som deltagerkredsen kan justeres med henblik på at skabe den mest hårdtslående enhed.

Link til denne side

Nyheder

  • 15.02.2018

    Hjælp med at gøre parkerne forårsklare

    Teknik og Miljø bruger de kolde måneder på at gøre Aarhus’ mange parker klar til foråret og aarhusianernes indtog. Alle kan med få klik på mobilen hjælpe arbejdet godt på vej.
  • 14.02.2018

    Kondolencebog på Aarhus Rådhus i anledning af HKH Prins Henriks død

    Byens borgere og gæster har mulighed for at skrive en kondolence-hilsen til Hans Kongelige højhed, på Aarhus Rådhus.
  • 14.02.2018

    Bering-Beder vejen er undervejs

    I næste uge kommer det første synlige bevis på, at arbejdet med Bering-Beder vejen er i gang. Jorden under den 12 km lange strækning skal bl.a. undersøges for mulige arkæologiske skatte.
  • 14.02.2018

    Ved HKH Prins Henriks død:

    Borgmester Jacob Bundsgaard sender kondolence-skrivelse til Kongehuset i anledning af HKH Prins Henriks død.
  • 12.02.2018

    Aarhus Letbane får ny formand

    Den aarhusianske erhvervsmand og tidligere medlem af Aarhus Byråd Steen Stavnsbo indstilles til posten som ny formand for Aarhus Letbane I/S
  • 09.02.2018

    Børn kan få hjælp til tænderne i ferien

    Allerede fra næste uge udvider Tandplejen Aarhus åbningstiden i skoleferier. Dermed får børn og unge bedre mulighed for såvel akut behandling af tandskader eller tandpine som almindeligt tandeftersyn i ferietiden. Samtidig får deres forældre bedre mulighed for at være med.
  • 08.02.2018

    Lisbjerg er klar til vokseværk

    Aarhus Byråd godkendte onsdag aften udviklingsplanen for Lisbjerg, som er et af Danmarks største byudviklingsområder.
  • 08.02.2018

    Fald i andelen af privatskoleelever i Aarhus

    For første gang i nyere tid oplever skolerne i Aarhus Kommune et lille fald i andelen af elever, der går i privatskole. Dermed flader kurven over sivningen af elever fra folkeskole til privatskoler ud for første gang siden 1982.
 
 

Opdateret: 11.8.2017

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code