Gå til sidens indhold
21.12.2017

Sorgterapi for børn og unge afprøves i Aarhus Kommune

Omkring 7.500 børn og unge i Danmark i alderen 6-15 år har mistet en eller begge forældre. 365 af dem bor i Aarhus Kommune. Nu tilbyder kommunen sorgterapi til de efterladte børn og unge.

”At miste en forælder, mens man er barn eller ung, kan være en traumatisk oplevelse. De fleste børn og unge klarer sig igennem sorgen med hjælp fra familie, venner og netværk. Men for nogle børn og unge kan oplevelsen være så intens, varig og gennemgribende, at det kan være vanskeligt for barnet at få en hverdag til at fungere igen,” siger rådmand Thomas Medom.

 

Han er derfor glad for kommunens samarbejde med Børn, Unge & Sorg, som har mange års erfaring med sorgterapi og behandling af børn og unge i sorg. Omkring 10 procent af børnene/de unge udvikler nemlig det, der kaldes kompliceret sorg. Og op mod 30 procent er i risiko for at udvikle kompliceret sorg, hvis de ikke modtager terapeutisk behandling.

 

Aarhus Kommune har indledt et samarbejde med organisationen Børn, Unge & Sorg om at tilbyde sorgterapi til efterladte børn og unge i alderen 6-15 år. Børn, Unge & Sorgs mangeårige erfaringer er blevet til en manual for sorgterapi, som Aarhus Kommune i løbet af 2018 skal afprøve. Samarbejdet mellem kommunen og organisationen indebærer blandt andet, at psykologer og familieterapeuter i Aarhus Kommune i løbet af 2017 har modtaget undervisning af psykologer fra Børn, Unge & Sorg.

 

Gitte Bach Jensen, afdelingsleder i Børnecentret, Aarhus Kommune, siger: ”Samarbejdet betyder, at den store viden og erfaring, som organisationen Børn, Unge & Sorg har indenfor sorg-behandling, også kan komme børn og unge med kompliceret sorg i Aarhus Kommune til gavn. Det er inspirerende og fagligt udviklende at deltage i projektet.

 

Hvordan kommer du i gang?

Har du brug for at tale med en om muligheden for hjælp, kan du kontakte psykolog Anne Mette Jensen på telefon 41 85 91 44.
Tilbuddet er gratis.

 

Hvad består forløbet af?

  • Barnet/den unge kan tilbydes op til otte individuelle samtaler.
  • Deltagelse i en sorggruppe strækker sig over ti gange.
  • Der vil være op til otte børn/unge i gruppen.
  • Gruppen er sat sammen, så deltagerne aldersmæssigt passer sammen.
  • Undervejs i forløbet inviteres netværket til samtaler og til et møde, hvor man lærer mere om sorg hos børn og unge.

 

Hvad er kompliceret sorg?

En ung, der har mistet sine forældre, kan have svært ved at magte skolen eller samvær med kammerater i tiden lige efter tabet. Er det fortsat sådan for den unge måneder efter tabet, at han eller hun ikke vil i skole eller har trukket sig helt fra socialt samvær med jævnaldrende, peger det på et behov for professionel hjælp til familien.
Det er almindeligt, at et barn i tiden lige efter tabet jævnligt bliver ked af det eller vred og kan have svært ved at falde i søvn om aftenen. Hvis barnet fire måneder efter tabet flere gange om ugen oplever at være ked af det eller vred og at have svært ved at falde i søvn, kan det tyde på kompliceret sorg.

 

 

Yderligere information

  • Gitte Bach Jensen, afdelingsleder i Børnecentret, Aarhus Kommune, på telefon 41 85 49 01 eller mail gibj@aarhus.dk
  • Gitte Horskjær Hansen, videns- og forskningsmedarbejder i Børn, Unge & Sorg/Det Nationale Sorgcenter, på telefon 33 76 67 91 eller mail ghh@sorgcenter.dk
  • Christina Stjärnqvist, kommunikationsansvarlig i Børn, Unge & Sorg/Det Nationale Sorgcenter, på telefon 20 62 18 78 eller mail cs@sorgcenter.dk
Link til denne side

Nyheder

 
 

Opdateret: 21.12.2017

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code