Sprogscreening
Alle børn i Aarhus Kommune skal være i stand til at tage en ungdomsuddannelse. Det kræver bl.a. et velfungerende og veludviklet dansk sprog.
Baggrund
Aarhus Kommune anvender Folkeskolelovens § 5 stk. 8, som giver mulighed for at vurdere de dansksproglige kompetencer hos skolestartere, skoleskiftere og tilflyttere med dansk som andetsprog. På baggrund af vurderingen kan kommunen henvise børn med et særligt behov for sprogstøtte til en anden skole end distriktsskolen.
Sprogscreeningen er det redskab, som anvendes for at finde de børn, der har særligt behov for sprogstøtte.
Hvorfor skal nogle børn sprogscreenes?
Sprogscreeninger af børn med dansk som andetsprog er med til at sikre, at børn med et særligt sprogstøttebehov får den nødvendige støtte til at udvikle deres danske sprog.
Et nuanceret og velfungerende dansk er en forudsætning for, at elever klarer sig godt socialt og fagligt i skolen. Det er derfor også en forudsætning for, at elever på længere sigt har mulighed for at tage en ungdomsuddannelse.
Mere information
Her på siden kan du finde link til ofte stillede spørgsmål om sprogscreening. Du kan også finde analyser og baggrundsinformation om sprogscreeninger.