Gå til sidens indhold

Frivilligt arbejde i Sociale Forhold og Beskæftigelse

Sociale Forhold og Beskæftigelse har lagt en frivillighedsstrategi, der skal styrke samarbejdet med de frivillige foreninger og virksomheder. Strategien er udarbejdet med inspiration fra foreningslivet, medarbejderne og de faglige organisationer.

Frivillighedsstrategien indeholder blandt andet en årlig medborgerpris på 10.000 kroner, der vil gå til en samarbejdspartner, som på ekstraordinær vis har fremmet det frivillige arbejde på social- og beskæftigelsesområdet.

 

Derudover lægger strategien op til, at frivillighedsmidlerne (§ 18-puljen) bruges aktivt til nyskabende eller udviklingsorienterede initiativer, ligesom modtagere af driftstilskud skal tilskyndes til at inddrage frivillige kræfter.

 

Desuden har strategien et klart beskæftigelsessigte. Erhvervslivet er en væsentlig medspiller, for at Aarhus Kommune sociale indsats og beskæftigelsesindsats kan lykkes, og Social- og Beskæftigelsesforvaltningen vil blandt andet arbejde aktivt med de muligheder, der findes inden for rammerne af socialøkonomiske og bæredygtige virksomheder.

 

Rådmand Hans Halvorsen motiverer frivillighedsstrategien således: ”Vi skal værne om vores velfærd og sammenhængskraften i vores samfund. Det kræver, at vi i højere grad tager ansvar for hinanden og træder til, når udsatte medborgere har brug for støtte. Derfor har vi i Sociale Forhold og Beskæftigelse brugt 2011 på at kridte banen op for et tættere, fast samspil med de mange, gode, frivillige kræfter, der findes i Aarhus. Vores frivillighedsstrategi er ikke mindst en invitation til byens frivillige om at komme indenfor. Der er et kæmpe socialt engagement hos mange, og det bør komme vores udsatte medborgere til gavn.”

 

Strategien er suppleret af et sæt spilleregler og en tjekliste, som de enkelte arbejdspladser i magistratsafdelingen kan bruge til at sætte rammen for det lokale samspil med de frivillige kræfter.

 

Strategien, spillereglerne og tjeklisten findes nedenfor.

 
 

Opdateret: 13.12.2011

Afdeling: Sociale Forhold og Beskæftigelse

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden