Dorthe Laustsen: En tryg hverdag
Hvis du er dårlig til bens, let bliver svimmel eller ofte har akut brug for hjælp, så er det vigtigt at vide, at du kan tilkalde hjælp. I Aarhus Kommune kan man blive visiteret til at få et nødkald, så man kan ringe op til hjemmeplejen, hvis der er akut brug for hjælp. Det kan du læse mere om her på siden.
Hvis du ikke har fået bevilliget et nødkald, så findes der heldigvis andre løsninger på, hvordan du kan føle dig tryg i din hverdag. På denne side kan du finde nogle forslag.
Hvis du er utryg uden et nødkald, så vil jeg desuden opfordre dig til at tage en snak med pårørende eller de hjemmehjælpere, der kommer i dit hjem. Måske kan der findes en løsning ved at indrette hverdagen og hjemmet lidt anderledes. Ved at få hjælp på det rette tidspunkt, aftale jævnlige opkald med en af dine nærmeste eller blive en del af en telefonkæde. Du kan tegne et abonnement på en tryghedsalarm eller sikre dig, at du har en mobil eller fastnettelefon, som er let at betjene og som du ved hjælp af holdere kan have på dig, når du går rundt i dit hjem.
Dorthe Laustsen,
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Tove Jørvang: Vi kan blive bedre til at ’banke på’ hos hinanden
Medborgerskab - naboskab - frivillighed
Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at skabe større tryghed generelt og i den aktuelle situation: tryghed til dig, der ikke længere har et nødkaldsapparat?
Kan vi i familien og sammen med naboer blive bedre til at "kigge efter" hinanden? Det kan vi helt sikkert, selv om mange allerede hjælper hinanden i stor udstrækning.
Jeg har spurgt mig selv, hvordan jeg selv kan følge mit eget råd. Svaret er, at jeg vil spørge mine to søstre, om ikke de synes, at det kunne være en god idé, at vi skiftes til at ringe til vores mor, således at hun hver morgen får et opkald, hvor vi hører, om alt står vel til. Hun nærmer sig de 89 og er heldigvis rask og rørig. Vi ses ofte, men vi tales ikke ved hver dag. Hvorfor ikke sætte det lidt i system og få en hyggelig sludder hver morgen i den uge, det nu er ens tur til at ringe op? Jeg kender mine søstre godt nok til at vide, at de vil være med på ideen.
Måske kan du lave en aftale med din nabo om, at I gensidigt holder øje med hinanden. Naboen får nøglen, og I aftaler et bestemt tegn, f.eks. at lyset tændes om morgenen i et bestemt rum. Sker dette ikke, kigger I ind til hinanden for at se, om alt er, som det skal være.
Hvis du gerne vil have lidt hjælp til, hvordan du skaber en kontakt, eller hvilken løsning du skal vælge, så du føler dig mere tryg, er du velkommen til at kontakte Ældre Sagen på 86 13 09 26.
Tove Jørvang
Formand for Ældre Sagen i Aarhus