Gå til sidens indhold

Budget 2012

I budgettet kan du finde oplysninger om mål og økonomi for alle dele af Aarhus Kommune.

Aarhus Kommunes budget for 2012

Aarhus Byråd vedtog i oktober måned kommunens budget for 2012. For at opret-holde balancen i kommunens økonomi har det været nødvendigt at gennemføre besparelse i perioden 2012-2015. I budgettet er der således indarbejdet besparelser på gennemsnitligt 282 mio. kr. om året i budgetperioden.
I budgettet kan man se, hvor mange penge byrådet forventer at bruge på kommunale serviceområder, som for eksempel børnepasning, ældre og handicappede, folkeskoler, fritid og kultur, kollektiv trafik osv.
I 2012 er kommuneskatteprocenten og grundskyldspromillen uændret i forhold til 2011. Kommuneskatteprocenten er 24,4 procent, og grundskyldspromillen er 24,58 promille.

 

Det skattefinansierede område

En stor del af kommunens aktiviteter er skattefinansierede. Det vil sige, at borgerne betaler for disse aktiviteter over kommuneskatten og eventuelt gennem delvis brugerbetaling, som det f.eks. er tilfældet for pasning af børn i vuggestuer og børnehaver.
For at opretholde balancen i kommunens økonomi har det været nødvendigt at gennemføre besparelser i perioden 2012-2015. I budgettet er der således indarbejdet besparelser på gennemsnitligt 282 mio. kr. om året i budgetperioden.

 

Udgifter

Langt den største andel af de kommunale udgifter er driftsudgifter på det skattefinansierede område. Driftsudgifterne udgør netto 17,7 milliarder kr., mens anlægsudgifterne udgør netto 1,2 milliard kr. Samlet budgetteres der med nettoudgifter på 18,9 milliarder kr. på de skattefinansierede områder.
De to figurer nedenfor viser henholdsvis nettodrifts- og anlægsudgifterne pr. indbygger fordelt på de største serviceområder. Nettoudgifter betyder, at indtægterne er trukket fra bruttoudgiften. På for eksempel børnepasningsområdet betyder det, at forældrebetalingerne er trukket fra udgifterne. Ud fra figuren for nettodriftsudgifter kan man se, at nettodriftsudgifterne til børnepasning udgør lidt over 5.000 kr. pr. indbygger.

 

 Skattefinansierede nettodriftsudgifter i kr. pr. indbygger i 2012

Udover udgifterne til indkomstoverførsler (kontanthjælp, førtidspension m.v., dog ikke udgifter til dagpenge) er de største kommunale serviceområder: Folkeskoler, ældreomsorg og børnepasning. I Administration indgår administrationsudgifter til de nye jobcentre, som kommunerne har overtaget fra staten pr. 1. august 2009.

 

 Skattefinansierede nettoanlægsudgifter i kr. pr. indbygger i 2012

 

På anlægssiden i budgettet for 2012 fortsætter moderniseringsindsatsen på skole- og daginstitutionsområdet. Der er afsat ekstra penge til investeringer i daginstitutioner og skolebygninger, så der kan tilbydes tidssvarende fysiske rammer til kommunens børn og unge. Den øgede moderniseringsindsats omfatter også ældreområdet og idrætsfaciliteterne for børn og unge i Aarhus.


På vejområdet er det største projekt det fortsatte arbejde med etableringen af tunnelløsningen under Marselis Boulevard, der skal forbedre vejforbindelsen til Aarhus Havn, og etablering af busbaner på Randersvej mellem Ringgaden og Ringvejen. Der er også afsat penge til modernisering af de kommunale veje, og for at forbedre den trafikale fremkommelighed indføres Intelligent Trafikstyring.


På fritids- og kulturområdet er etableringen af multimediehuset på de bynære havnearealer en stor anlægspost. Multimediehuset eller Urban Mediaspace, som det er blevet døbt, skal afløse det nuværende hovedbibliotek i Mølleparken og forventes færdig i 2014.
På ældreområdet bygges der fortsat nye ældreboliger, men mange ældreboliger renoveres også i 2012.

 

Indtægter

Den væsentligste del af kommunens indtægter kommer fra skatter og fra statens bloktilskud. I 2012 er kommuneskatteprocenten på 24,4 procent, og grundskylds-promillen er 24,58 promille. I nedenstående tabel vises skatteprocenten og ejen-domsskattepromillerne, som Aarhus Kommune budgetterer med i 2012. Tabellen viser også udvalgte takster i 2011 og 2012.

 

 Skatter og udvalgte takster i 2011 og 2012

 

Kommunens samlede skatteindtægter (indkomstskat, grundskyld, dækningsafgift m.v.) bliver i 2012 på 12,7 milliarder kr.  Hertil kommer udligning og tilskud fra staten på i alt 5,2 milliarder kr., eller i alt ca. 17,9 milliarder kr.


 

Resultat for 2012

Når indtægterne trækkes fra driftsudgifterne, og der tages hensyn til renteudgifter og finansielle tilskud, budgetterer Aarhus Kommune med overskud på de skattefinansierede driftsområder på ca. 6 millioner kr. i 2012.
Hertil kommer så anlægsudgifter på ca. 1,2 mia. kr., og samlet set budgetteres der med et underskud på lidt over 1,1 mia. kr. i 2012.
I forbindelse med forliget om budget 2012 og overslagsårene 2013-2015 er der lagt vægt på, at der skal være balance mellem udgifter og indtægter på længere sigt.

 

 

Samlet oversigt

Samlet oversigt består af en række økonomiske oversigter, herunder Bevillingsoversigten der viser, hvilke midler der afsættes til alle formål i Aarhus Kommune, og Investeringsoversigten der viser, hvilke anlægsaktiviteter der planlægges i de kommende år.

 

Samlede bemærkninger

De overordnede service- og kvalitetsmål for alle kommunale opgaver er beskrevet i Samlede bemærkninger, der således er den væsentligste kilde til at få et overblik over Aarhus Kommunes serviceniveau. Det er også muligt at se lovgrundlag og de væsentligste beslutninger i byrådet, der er baggrund for de opgaver kommunen løser.

 

Samlede bemærkninger indeholder endvidere en række økonomiske nøgletal for alle sektorer i Aarhus kommune.

Kontakt

Raadhuset

Budget og regnskab

Borgmesterens Afdeling

Rådhuset

8000 Aarhus C

 
 

Opdateret: 30.1.2012

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Budget og regnskab 

Telefon: 89 40 21 41

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden