Jobcenter Aarhus har en række ordninger, der matcher højtuddannede ledige med virksomheder, der har et udviklingsbehov
Guld på gaden
Erfaringer og undersøgelser viser, at det skaber vækst i virksomhederne at ansætte højtuddannede. Jobcenter Aarhus har en bred vifte af ordninger, der netop matcher højtuddannede ledige med virksomheder, der har et udviklingsbehov
2.400 højtuddannede ledige i Aarhus Kommune står uden job. De får dermed ikke mulighed for at bruge deres kompetencer ude i virksomhederne. Samtidig har en række virksomheder behov for at skabe vækst og udvikle nye serviceydelser og produkter.
Jobcenter Aarhus har en bred vifte af ordninger, der netop matcher højtuddannede ledige med virksomheder, der ønsker at udvikle og opbygge nye forretningsområder.
Det giver virksomhederne mulighed for at igangsætte nogle af de projekter, som de ikke selv har ressourcer eller kompetencer til. Virksomhederne får mulighed for at spotte potentielle medarbejdere, og de højtuddannede får mulighed for at bruge deres kompetencer i virksomheden – med håb om en jobåbning.
En bred vifte af ordninger
”Potentiale i Action” giver større virksomheder mulighed for at få et team af fem højtuddannede tilknyttet virksomheden i 12 uger, hvor teamet løser en række konkrete udviklingsopgaver i samarbejde med virksomheden og en konsulent fra den konsulentvirksomhed, Jobcenter Aarhus samarbejder med om projektet.
”Talent match” giver iværksættere og mindre virksomheder med et realistisk potentiale for at udvikle nye markeder og ansætte flere medarbejdere mulighed for at ansætte en højtuddannet medarbejder i en periode på 12 uger. Også her sker det i et tæt samarbejde mellem virksomheden og en konsulent fra den konsulentvirksomhed, Jobcenter Aarhus samarbejder med om projektet.
Kontakt
Jobcenter Aarhus har yderligere en lang række ordninger, der kan understøtte virksomhederne i at få afprøvet og ansat kvalificeret arbejdskraft. Eksempelvis løntilskud og virksomhedspraktik.
Jobkonsulenterne Joan Gerken Møller, Illona Kongsgaard eller Christel Elgaard, Jobcenter Aarhus. Tlf.: 89 40 68 00.