Aarhus.dk
Online: 177
Her er du: Forside > Samfund
Tourist in Aarhus Tourist in Aarhus Turist i Århus

Nyhedsvisning

Slået ud af kurs

03-10-2008 kl. 07:50

Interview: Enhedslistens halvt jødiske folketingskandidat kan ikke få tankerne i ro, efter hun blev overfaldet af en højreekstremist.

Jeg har meget, meget svært ved at følge med. Jeg er meget ukoncentreret. Og jeg er ikke mindst rigtig, rigtig vred,« siger Sarah Victoria Bruun, Enhedslistens folketingskandidat i Århus Syd-kredsen.

Hun blev lørdag nat slået ned, da hun lidt over midnat var på vej til en fest. Hun steg ud af en taxi på Vesterbro Torv og begav sig mod Huset på Vester Allé, men blev slået i ansigtet af en mand, der var i færd med at sætte højreorienterede klistermærker op. Han råbte »jøde« og slog hende i ansigtet. Slaget var så kraftigt, at hun røg omkuld og slog hovedet, der i dag har nogle hudafskrabninger.

Siden har hun haft svært ved at samle tankerne og koncentrere sig om studielivet på teknisk gymnasium.

»Det har virkelig rykket noget i mig. Jeg troede ikke, at jeg kunne blive bange for noget, men det kan jeg,« siger den 19-årige kvinde.

Tør ikke være alene
Overfaldet har medført visse forholdsregler, eksempelvis låser hun nu altid døren og er ikke alene hjemme.

»Jeg er mere forsigtig med alting,« forklarer Sarah Victoria Bruun, som på overfaldsnatten var på skadestuen og meldte overfaldet til politiet.

Hun har jødisk baggrund, men dyrker ikke religionen. Derfor vækker det undren, at overfaldsmanden råbte netop »jøde« efter hende.

»Faktum er, at han kaldte mig jøde. Og faktum er, at jeg er halvt jøde. Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke,« siger hun.

»Det kan også være, at det bare er brugt som skældsord, ligesom de sommetider bruger »nigger« som skældsord. Eller også kender han min baggrund. Jeg håber meget på det første, ellers er det godt nok uhyggeligt,« siger folketingskandidaten, der aldrig har fortalt om sin baggrund i paneldebatter, avisartikler eller lignende.

Gennem interviewet omtaler hun folk fra de højreekstreme miljøer som »nazier« og fortæller, at hun ved, hvordan de mest markante af dem ser ud.

»Men ham her kunne jeg ikke genkende,« forklarer Sarah Victoria Bruun, som har visse huller i hukommelsen omkring den voldelige episode. Eksempelvis husker hun ikke, hvilken variant af de højreorienterede klistermærker, der var tale om, blot at hun har set det før.

Nu skete det lørdag aften, så jeg må spørge, om du var beruset?

»Jeg var på vej i byen. Jeg var ikke helt ædru - men heller ikke mere væk, end at jeg kunne gå,« svarer hun.

Stiller op til næste valg
Hvis overfaldsmanden håbede på at skræmme den unge venstrefløjskvinde til tavshed, er missionen mislykkedes.

»Jeg stiller også op til næste valg. Det, jeg har gang i, er så vigtigt, og det her gør det kun mere vigtigt. Hvis jeg giver op, så har de vundet kampen,« forklarer hun.

Håbet er, at overfaldet får endnu flere til at møde frem til en planlagt, antiracistisk demonstration næste lørdag.

»Vi skal vise, at de ikke på nogen måde har vundet,« siger Sarah Victoria Bruun, som vil bekæmpe højreekstremisme med folkelige demonstrationer, argumenter og andre fredelige tiltag.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket sagen, og kan ifølge vicepolitiinspektør Jørgen Munk endnu ikke sige, om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold.



Leveret af: JP Århus Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |
Annonce
Hovedsponsorer
Link til Nykredit
Link til Aarhus Lufthavn
Dine lånemuligheder som andelsbolighaver. Link til Nykredit. En konto for dig mellem 18 og 28. Besøg Nykredit Space