Gå til sidens indhold
21.05.2012

Udligning og beskæftigelsestilskud koster Aarhus Kommune

Ændringerne betyder et tab for Aarhus Kommune på 110 mio. kr. årligt.

Der blev onsdag indgået politisk aftale mellem regeringen og Enhedslisten om ændringer i det kommunale udligningssystem.

 

Sammen med den omlægning af beskæftigelsestilskuddet, der i slutningen af april måned blev aftalt gennemført, betyder ændringerne et tab for Aarhus Kommune på 110 mio. kr. årligt.  

 

Onsdag 16. maj blev der indgået en politisk aftale mellem regeringen og Enhedslisten om ændringer i det kommunale udligningssystem. Ændringerne indebærer et tab for Aarhus Kommune på ca. 60 mio. kr. årligt fra 2013 og frem. Der er i forbindelse med forhandlingerne sket mindre ændringer i indholdet, men de umiddelbare økonomiske konsekvenser for Aarhus Kommune af aftalen er stort set identiske med det oplæg, regeringen offentliggjorde i slutningen af marts måned.

 

Med aftalen etableres der som noget nyt en social særtilskudspulje på 400 mio. kr. årligt. Puljen målrettes kommuner, som i visse dele af kommunen - eksempelvis særligt udsatte boligområder - har en over-repræsentation af borgere med sociale problemer.

 

Borgmester Jacob Bundsgaard i Aarhus Kommune udtaler:
”Jeg er enig i regeringens ambition om at indrette udligningssystemet, så der er en rimelig sammenhæng mellem de forskellige udfordringer, kommunerne står overfor, og det der så bliver udlignet for. Jeg er dog samtidig nødt til at sige, at aftalen forværrer Aarhus Kommunes muligheder for levere velfærd til borgerne i Aarhus.”
 
Aftalen om ændringer i udligningssystemet kommer i forlængelse af den aftale, regeringen i slutningen af april indgik med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om justeringer i det såkaldte beskæftigelsestilskud – et tilskud som finansierer kommunernes udgifter til forsikrede ledige. Ændringerne af beskæftigelsestilskuddet indebærer sammen med ledighedsudviklingen fra 2010 til 2011 et tab på ca. 50 mio. kr. årligt for Aarhus Kommune. 
 
Samlet set forventes det, at Aarhus Kommune på baggrund af de to indgåede politiske aftaler vil lide et tab på ca. 110 mio. kr. årligt fra 2013 og frem. De endelige beløb vil dog først kunne opgøres endeligt når indholdet af aftalerne er kendt i detaljer.

 

Borgmester Jacob Bundsgaard slutter:

”Konsekvenserne af de indgåede aftaler udgør en væsentlig del af rammen for kommunens økonomi. Det bliver dermed et svært udgangspunkt, vi står med ved de kommende budgetdrøftelser for 2013.”







Nyheder

 
 

Opdateret: 27.2.2012

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden