Århus lancerede 1. september sammen med DBU, UEFA, Herning, Viborg og Aalborg et fælles website for EM-slutrunden for U21-landshold, der bliver spillet i Jylland i juni 2011. Det er første gang i historien, at UEFA har indvilliget i et turnerings-site, der bliver sidestillet med UEFAs eget uefa.com.
Sitet u21denmark2011.com vil de kommende 11 måneder bringe fodboldinteresserede danskere tæt på det kommende europa-mesterskab for U21-landshold, der næste sommer afvikles i Jylland.
Hjemmesiden bliver omdrejningspunkt for de mange aktiviteter, der kommer til at foregå i blandt andet Århus før og ikke mindst under turneringen.
”U21 EM bliver en kæmpe fodboldfest. Århus og store dele af Jylland vil blive præget af den største turnering, der nogensinde er blevet afholdt i Danmark. Det nye site skal både skabe overblik for de mange fodboldfans, men samtidig giver det os også mulighed for at få markedsført Århus som en attraktiv og levende by
,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen.
Peter Vestergaard, der er projektleder for U21-slutrunden i Århus, glæder sig til at vise det nye site frem: ”Århus får egne undersider på det fælles site. Det er en fantastisk markedsføringsmulighed for os, fordi sitet bliver det naturlige midtpunkt for hele turneringen. De mange spændende aktiviteter, som Århus kommer til at byde på før og under turneringen får et naturligt omdrejningspunkt på den århusianske del af turneringens hjemmeside. Via den nye side kan vi arbejde med nye medier og interagere med brugerne.”
Første fælles website nogensinde
Det nye U21 website er det første af sin art. Ved tidligere turneringer har værtslandene haft flere opdelte websites i de respektive værtsbyer og i fodboldforbundet, der hver især har informeret om turneringen, men Danmark har som første land nogensinde fået grønt lys fra UEFA til et samlet dansk site.
Den danske direktør for UEFA U21-EM, Christian Bordinggaard, er glad for den fælles platform: ”Lige siden vi fik tildelt turneringen i december 2008, har vi vidst, at en af de mest spændende udfordringer bliver at skabe mest mulig opmærksom omkring turneringen. Så derfor er jeg rigtig glad for, at man for første gang nogensinde kan præsentere en fælles platform for en U21-turnering,” siger Christian Bordinggaard.
Den nye hjemmeside starter enkelt. Tanken er at der bliver fyldt mere og mere på jo tættere vi når slutrunden i juni 2011.
”Indholdsmæssigt står vi for foden af bjerget. Vi åbner med basale informationer om turneringen, den danske U21-trup og byerne. Men det er kun afsættet til en masse historier i de kommende måneder omkring, hvordan turneringen opbygges i byerne; oplysninger til både danske og udenlandske fans om hvordan man kan blive en del af festen, og i det hele taget fortællinger om, hvordan det går U21-landsholdet med en tættere adgang til de danske spillere, end vi har set tidligere,” fortæller Christian Bordinggaard.
Se hjemmesiden her (åbner nyt vindue)
Fakta om turneringen
• UEFAs højst rangerede turnering i 2011
• Kvalifikation til OL i London 2012
• Afvikles 11.-25. juni 2011
• Århus, Aalborg, Herning og Viborg er værtsbyer
• UEFA får hovedkvarter i Århus med 80 medarbejdere i hele juni 2011
Erfaringer fra U21 EM i Sverige 2009
• 1.322 timer sendt i tv
• Knap 100 mio. tv-seere i 45 lande (Slutrunden i Danmark er des-uden solgt til et kabelnet i Kina med 350 mio. seere
• 163.198 tilskuere til 15 kampe
• Meromsætning målt til 130 mio. svenske kroner
• Markedsføringsværdien anslået til 187 mio. svenske kroner
• 750 journalister dækkede turneringen