Der skal etableres mange nye studieboliger i Århus de kommende år. Det konkluderer en ny rapport.
Der skal etableres mange nye studieboliger i Århus de kommende år. Det konkluderer en ny fælles rapport fra Aarhus Universitet, VIA University College, Kollegiekontoret og Århus Kommune. Rapporten peger desuden på et stort behov for et internationalt kollegium.
50% flere studerende på 18 år
Århusianerne kan se frem til en markant stigning i antallet af studerende, som ventes at vokse med 20.000 frem til 2028. Det svarer til en stigning på 50% i forhold til de nuværende godt 40.000.
7.000 flere internationale studerende
Tallene fremgår af en ny fælles rapport om det fremtidige studiebehov, som Aarhus Universitet, VIA University College, Kollegiekontoret og Århus Kommune har lavet. Ifølge rapporten vil der være 7.000 flere internationale studerende i 2028.
Den markante stigning i antallet af studerende skaber et behov for løbende at øge udbuddet af studieboliger i Århus. Det gælder ikke mindst boliger dedikeret til internationale studerende.
Wammen: Århus tiltrækker unge talenter
Borgmester Nicolai Wammen siger: ”Rapporten viser, at Århus er en førende uddannelsesby i Danmark, som også fremover er i stand til at tiltrække en masse unge talenter. Et varieret udbud af studieboliger er sammen med flere andre faktorer en væsentlig del af at være en attraktiv uddannelsesby. Derfor skal vi arbejde for, at vi også fremover kan tilbyde attraktive og varierede boligforhold til vores studerende. Både de internationale og de danske. Jeg ser derfor frem til de fortsatte drøftelser med centrale aktører, herunder Aarhus Universitet og VIA University College, om hvordan vi i fællesskab kan iværksætte konkrete løsninger på de udfordringer, rapporten skitserer.”
AUs rektor: Boligforholdene væsentlige for godt studieliv
Aarhus Universitets rektor Lauritz B. Holm-Nielsen supplerer: ”Aarhus Universitet har i de seneste år øget sit optag af både danske og internationale studerende markant, og den udvikling ser ud til at fortsætte. Men attraktive uddannelser gør det ikke alene – boligforholdene er helt afgørende for det gode studieliv. Derfor er det meget vigtigt, at vi nu får udbygget kapaciteten af studieboliger i Århus. Rapporten peger på en række konkrete løsningsmuligheder, og dem må vi nu i fællesskab se at komme videre med.”
I dag bor cirka en fjerdedel af byens unge under 30 år i støttede ungdomsboliger, mens knap halvdelen bor i private lejeboliger. De resterende unge bor i privatudlejede værelser, forældrekøb, ejerlejlighed og privat andelsbolig.
Undersøgelsen viser, at de unge vælger bolig primært ud fra beliggenhed og husleje, ligesom boligkvaliteten og –indretningen har betydning.
Mange løsningsmuligheder
Rapporten peger på flere løsningsmuligheder:
• øget anvendelse af udlejningsaftaler med byens boligforeninger, således at studerende får fortrinsret til visse boliger.
• øget anvendelse af ommærkning af særligt mindre familieboliger, som på grund af størrelsen vil blive stadig mere uegnede for familier, men vil være velegnede som ungdomsboliger
• fortsættelse af nybyggeri af ungdomsboliger på konkrete placeringer ved Søren Frichs Vej, på Bryggervej og på De bynære Havnearealer. Aktuelt ligger kvoten på 240 ungdomsboliger om året, hvilket ved en fortsættelse ind til 2028 kan føre til cirka 4.300 nye ungdomsboliger i perioden
• Det er muligt at bygge op til 150 studieboliger på Aarhus Universitets campus
• fortsættelse af planlagt udbygning af infrastrukturen, så ungdomsboliger med en nuværende perifer beliggenhed knyttes tættere til midtbyen og byens uddannelsesinstitutioner og dermed gøres mere attraktive for de studerende
• etablering af et internationalt kollegium ved omdannelse af ét eller flere eksisterende gangkollegier samt evt. nybyggeri
• markedsføring og løbende overvågning af det aktuelle studieboligbehov.
Rapportens konklusioner og anbefalinger indgår nu i det videre arbejde for at kunne byde de mange nye studerende velkommen til Århus.
Hay: Århus skal fortsat udvikles som international studieby
Teknik-rådmand Laura Hay udtaler: ”Århus er en attraktiv studieby både for danske og udenlandske studerende. Dette giver mange afledte positive effekter for byen som helhed, men som rapporten viser, giver det også nogle udfordringer. Et meget væsentlig grundlag for en succesfuld studietid er gode studieboliger, og rapporten afdækker de udfordringer, vi står over for på dette område. Det er mit mål at iværksætte en række initiativer, der kan medvirke til den fortsatte udvikling af Århus som en international studieby.”
VIAs rektor: Gode boliger skaber tryghed omkring studiet
Rektor Harald Mikkelsen fra VIA University College supplerer: ”Vi vil gerne yde den bedst mulige service over for vores kommende studerende, så de får de bedste betingelser for at gennemføre en uddannelse hos os. Derfor er det væsentligt, at alle studerende har et sted at bo, da det er med til at skabe trygge rammer omkring deres studieliv,” udtaler rektor Harald Mikkelsen fra VIA University College.
Hent rapporten hér (Word - 1,1 mb - åbner nyt vindue)