Århus går helt nye veje for at få publikums opmærksomhed, når den store regatta, VM i 505 joller, i disse dage løber af stablen.
Det sker i Kaløvig Bådelaug med deltagelse af flere end 125 besætninger fra hele verden.
Sejlsport i verdensklasse hænger ubrydeligt sammen med Århus. Århus Bugten er blandt verdens bedste sejlerfarvande og et samarbejde mellem virksomheder, innovations- og forskningsmiljøer, foreninger m.fl. gør Århus til en eftertragtet eventby i internationale sejlsportsmiljøer. Sejlsportens udfordring har hidtil været at finde metoder som gør det spændende og nemt for publikum at følge med i konkurrencerne. Der ofte foregår så langt ude på vand, at publikum ikke kan følge med fra land. Men det har et eventbaseret innovationssamarbejde nu fundet en løsning på.
Sailing Aarhus, ACTIVE Institute, Arkitektskolen Århus, Århus Kommune, TracTrac m.fl. har i flere år samarbejdet om at udvikle og afprøve innovative måder til formidling af sejlsporten. De har nu i fællesskab, med støtte fra Region Midts iKraftpulje, skabt en helt ny teknologisk platform for sportsevents, som nu skal afprøves ved VM i 505joller.
”Ved VM i 505 joller viser Århus endnu engang hvorfor vores by er så unik en sejlsport-eventby. At vi arbejder nyskabende med formidling
af sejlsporten kan blive den afgørende forskel, når vi fremover skal tiltrække store sejlsportsbegivenheder. Sammen med den helt unikke sejlsportsarena, som Århusbugten udgør er det med til at sikre at Århus er med helt i front, når det gælder om at sikre borgere og sejlere store sportsoplevelser,”
fortæller rådmand Marc Perera Christensen.
Det gælder eksempelvis når Århus til december byder på ISAF Worlds 2014, som er sejlsportens mest prestigefyldte regatta efter de olympiske lege og samtidig gælder som kvalifikation til OL i Rio de Janeiro i 2016.
Ny teknologi og sociale medier
Når startskuddet for det store regatta lyder, får publikum mulighed for at opleve sejlads på en ny, tættere og mere publikumsvenlig måde. Den nye teknologi har fået navnet ”Social in 3D” og er en forlængelse og udbygning af den 2D-teknologi, der blev afprøvet med succes, da Århus var vært for VM i ungdomssejlads i 2008. I 2008 fik publikum for første gang mulighed for at følge en sejlads på storskærm via livetracking. GPS-sensorer i sejlbådene og en computer på land kunne danne et konstant opdateret billede over bådenes position på vandet. Billedet var dengang i 2D. Siden er udviklingen gået hurtigt og Århus kan nu præsentere livetracking kombineret med live-video og brugerbidrag der præsenteres i et 3D miljø på storskærme.
”Med Social in 3D gør vi det muligt for det fremmødte publikum at følge jollerne med live-tracking, i et miljø der svarer til det, der kendes
fra Google Earth og Bing Maps. På den måde får publikum på land visuelle førstehåndsinformationer omkring begivenhederne på vandet,”
fortæller Rasmus Johnsen, leder af indsatsområdet teknologi og nye medier ved ACTIVE Institute, der er en erhvervsdrivende forening udsprunget af Århus Universitet.
Derudover kan publikum zoome ind på udvalgte både, og se dem fra forskellige vinkler og derved følge aktiviteten. Hidtil har man kun kunne følge dette ved hjælp af kikkerter eller fra både på vandet.
”Så alt i alt vil vi med Social in 3D kunne bringe publikum tættere på intensiteten på vandet,”
fortæller Rasmus Johnsen.
To tidligere danske verdensmestre deltager
Når VM i 505 joller løber af stablen kommer de mange sejlere til at stå over for en sejlsportsmæssig maraton. Sejladserne varer i 9 dage med kun to hviledage. De første 6 dage bliver et "for-VM", der også kommer til at tælle som åbne, danske mesterskaber, hvorefter selve afviklingen af verdensmesterskaberne vil finde sted. Blandt de tilmeldte er to tidligere danske verdensmestre i 505-klassen fra 2007 Jan Saugman og Morten Ramsbæk. 505 klassen har tidligere blandt andet har talt en af Danmarks mest kendte sportsudøvere gennem tiden - Paul Elvstrøm - som dobbelt verdensmester.
Hele verden følger med
For de mange sejlsportsentusiaster verden over, som ikke kan komme til Kaløvig Bådelaug og følge de over 125 besætninger fra kajen, er der også tænkt banebrydende tanker. Sailing Aarhus har i samarbejde med ACTIVE Institute udarbejdet et eventsite, som skal formidle live fra VM i 505 joller. Hjemmesiden bliver en kombination af live video, live tekst og billeder via kendte sociale medier som Twitter, YouTube, Flickr, Ustream og iTunes. Internetbrugere verden over kan via sitet følge sejladserne live og samtidig ved hjælp af de sociale medier der er integreret på sitet, få mulighed for at interagere med indholdet og hinanden, uanset om de sidder i Australien, USA, Japan eller Danmark.
”Livetracking og livevideo og brug af sociale medier som twitter og flickr giver en helt ny mulighed for at skabe synlighed omkring sejlsporten på de online platforme, hvor sejlsportsinteresserede fra hele verden mødes. På den måde kan vi skabe et fælles rum for de mange sejlsportsinteresserede verden over, når nu de alle ikke har mulighed for at komme ned på havnen i Kaløvig”, fortæller Thomas Capitani Nielsen, direktør i Sailing Aarhus.
505 VM kan følges direkte fra kajen ved Kaløvig Bådelaug eller live fra hjemmesiden 505sapworldchampionship2010.com fra den 25. juli til 5. august 2010.
Yderligere oplysninger
- Rådmand for Kultur og Borgerservice,
Marc Perera Christensen, 26 74 26 04
- Direktør i Sailing Aarhus,
Thomas Capitani Nielsen, 20 40 84 42
- Leder af indsatsområdet teknologi og nye medier, ACTIVE Institute,
Rasmus Johnsen, 50 94 43 98
Bag VM i 505 joller står
Sailing Aarhus
Sailing Aarhus er en forening stiftet af de fem sejlklubber i Århus. Sailing Aarhus vision er at fremme og udbrede kendskabet til sejlsport i Danmark og i særdeleshed Århus. Det sker blandt andet ved at tiltrække og afvikle større kapsejladser, internationale events og tilhørende sociale aktiviteter.
Sport Event Denmark
Sport Event Denmark er den nationale katalysator indenfor internationale sportsbegivenheder, og tilbyder bl.a. rådgivning og økonomisk støtte til arrangører af VM, EM mv. samt toneangivende/idrætspolitiske idrætskongresser m.v. på dansk grund. Sport Event Denmark er etableret og finansieret af den danske regering og Danmarks Idræts-Forbund samt Team Danmark.
Sport Aarhus Events
Foreningen Sport Aarhus Events og det kommunale sekretariat Sport Aarhus Events har til opgave at tiltrække store nationale og internationale sportsarrangementer til Århus.
ACTIVE Institute
ACTIVE Institute er en erhvervsdrivende forening udsprunget af Århus Universitet. Foreningen skal løfte dansk viden om sport og fysisk aktivitet forstået som et forsknings- og forretningsmæssigt potentiale op på et internationalt anerkendt niveau. Foreningens opgave er at skabe innovation ved at samle virksomheder, organisationer, offentlige institutioner og forskning om konkrete projekter. I den forbindelse fungerer ACTIVE Institute som rådgivere og katalysator for samarbejde og videndeling.
Titelsponsor for VM i 505
Den tyske softwarevirksomhed SAP er titelsponsor for verdensmesterskaberne i Århus.
Program for VM i 505 joller
Pre-VM og åbne danske mesterskaber
- Mandag d. 26 juli kl. 13: 2 sejladser
- Tirsdag d. 27 juli kl. 13: 2 sejladser
- Onsdag d. 28 juli kl. 13: 2 sejladser og efterfølgende præmieoverrækkelse
VM
- Torsdag d. 29 juli
Kl. 9 –12: Registrering
Kl. 9-18: Opmåling
Kl. 19.30: Åbningsceremoni på Århus Rådhus kl. 19.30 med tale ved bl.a. sportens rådmand Marc Perera Christensen.
- Fredag d. 30 juli kl. 13: 2 sejladser
- Lørdag d. 31 juli kl. 14: 2 sejladser
- Søndag d. 1 august kl. 13: 2 sejladser,
- Mandag d. 2 august: Hviledag
- Tirsdag d. 3 august kl. 13: 2 sejladser
- Onsdag d. 4 august kl. 14: 1 sejlads
- Torsdag d. 5 august kl. 14: 1 sejlads og efterfølgende præmieoverrækkelsesceremoni.
Læs mere om VM i 505 på
505sapworldchampionship2010.com (åbner nyt vindue)
sailingaarhus.dk (åbner nyt vindue)