Gå til sidens indhold
28.03.2011

Ny stor bydel i Risskov med fokus på det grønne

En ny stor bydel med plads til 900 boliger og op til 35.000 kvadratmeter erhverv er på vej i Risskov.

Bydelen vil indeholde en park på størrelse med Skanseparken, og der skal etableres vandbassiner og andre rekreative indslag i området.

 

Energirigtigt og miljømæssigt bæredygtigt

I det hele taget vil der i området være fokus på det grønne, samtidig med at byggeriet skal være energirigtigt og miljømæssigt bæredygtigt med blandt andet grønne facader og -tage. Der skal etableres byrum, og de grønne områder skal rumme mulighed for en bred vifte af aktiviteter og indrettes, så det er inspirerende og kan anvendes til leg og ophold for alle generationer.

 

Laura Hay: Mangfoldigt - med fokus på det grønne

Det er hensigten, at det nye byområde bliver mangfoldigt og såvel miljømæssigt som socialt bæredygtig. Derfor er der også tænkt i varierende boligtyper, der henvender sig til mange forskellige befolkningsgrupper, samtidig med at det grønne spiller en central rolle i området. Jeg tror på, at den nye bydel vil blive et attraktivt sted at bo, og det vil give også de omkringliggende kvarterer et løft med nye rekreative muligheder,” siger rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay.

 

Fakta om området

Området er beliggende ved Vejlby Ringvej og Gustav Holms Vej og har en størrelse på ca. 129.000 kvadratmeter. Området fremstår i dag med en uensartet erhvervsbebyggelse, der er etableret siden 1950’erne. Århus Kommune ejer Århus Sporvejes garageanlæg, vejarealer og et rekreativt grønt område, som udgør lidt over halvdelen af arealet. Resten af arealet er dels ejet af Domis Ejendomme – dels af tre mindre virksomheder.

 

I samarbejde med Domis Ejendomme er der udarbejdet en helhedsplan for området, der er bygget op omkring en central hovedgade med høj bebyggelse og sidegader med boliger og grønne park- og havestrøg imellem.

 

Domis K/S: Enestående samarbejde med Aarhus Kommune

Det er et ganske enestående samarbejde med Århus Kommune, der har banet vejen for denne helhedsplan for området. Dermed lukkes et mildest talt ikke særlig pænt areal af på en flot måde, der passer godt til kvarteret. Det har også været positivt at mærke interessen fra en række private - lokale boligforeninger og andre - som har været med til at påvirke udviklingen af helhedsplanen,” siger Lars-Erik Larsen, direktør og partner i Domis K/S.

 

Planen på vej til Byrådet

Mod Vejlby Ringvej placeres erhvervsvirksomheder som samtidig kan udgøre skærm mod trafikstøjen, og i det nordlige hjørne over for Veri-Centeret kan der etableres detailhandel, herunder dagligvare-handel. Der placeres en daginstitution i tilknytning til det grønne område. Fra 2. sal i beboelsesejendommene vil der være udsigt over Århus Bugten.

 

Planen er på vej til Byrådets bord, og det er et ønske fra både den private ejer og Århus Kommune, at der arbejdes videre med en lokalplanlægning, der giver mulighed for at realisere helhedsplanen.

 

Læs lokalplanmaterialet hér (pdf - 4,3 mb - åbner nyt vindue)

 

 

 


 

Link til denne side

Nyheder

 
 

Opdateret: 24.1.2014

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code