OmTanke-projektet bygger på ny forskningsbaseret og praktisk viden om tanker, følelser og hjernen. OmTanke giver både børn og voksne bedre muligheder for at udvikle mentalt overskud og træffe sunde valg i en turbulent hverdag og derved mindske risikoen for konflikter, livsstilsproblemer og sygdom.
Denne viden der ligger bag OmTanke, kommer blandt andet fra den såkaldte mentaliseringsforskning. Mentalisering betyder direkte oversat omtanke. Denne forskning i omtanke viser blandt andet, hvad der sker i hjernen, når vi tænker os om – og når vi ikke tænker os om.
Der udvikles flere steder i verden metoder, som omsætter denne viden til praktisk brug i helt almindelige hverdagssituationer – for voksne og helt ned i børnehøjde. OmTanke er en sådan metode.
Tekstmaterialet til OmTanke er under jævnlig opdatering, og den seneste revision kan hentes her på siden. Materialet dækker viden, metoder og historier og indeholder desuden er der en række små lege og øvelser, som kan bruges i det daglige samvær med børn.