Gå til sidens indhold
 
19.06.2017

Ugens Aarhushistorie - Oplysning til Borgerne om Samfundet

Nyt i arkivet. Stadsarkivet har modtaget en stor filmsamling fra Aarhus Filmværksted. I denne uge fortæller arkivet anden del af historien om det lokale filmværksted, der blev etableret i 1978 som et aktivistisk filmmiljø.

Demokratisk tv-produktion

I firserne begyndte Aarhus Filværksted at lave lokal-TV. På den ene side var TV-produktion ikke en del af Filmværkstedets DNA. Mange af værkstedets filmskabere foragtede ligefrem TV-branchen og ønskede ikke deres produktioner vist på TV. Omvendt var der et tungtvejende ønske om at få del i de kommunale tilskud til lokal-tv.

 

I 1987 trådte den første permanente lov om lokalradio og -TV i kraft. Loven skulle styrke den demokratiske proces i lokalsamfundene og sikre et mere alsidigt og ikke-kommercielt mediebillede. Trods den ambivalente tilgang til TV-produktion faldt kravet om at inddrage borgerne fint i spænd med grundtanken om et åbent værksted, hvor man ikke behøvede at være uddannet eller arbejde for DR for at slå sig løs på professionelt udstyr.

 

En halv time hver fjortende dag

I samarbejde med Aarhus Videoworkshop fik værkstedet grønt lys til at sende lokal-TV på samarbejdskanalen TV-Århus.  Overgangen til også­ at producere lokal-TV betød, at kvalitetssikre produktioner nu skulle leveres inden for en deadline, hvilket var et brud med den lystbetonede tilgang, der herskede på stedet. Godt nok var produktionen i begyndelsen kun cirka en halv time hver fjortende dag, når det var travlest, men det kneb alligevel med at fylde sendevinduet ud. Alt fra eksperimenterende videokunst til dokumentarfilm blev sendt ind til transmission. Sidstnævnte var igen kommet på banen – om end knap så aktivistisk som i 1970’erne.

 

Nyheder med fagbevægelsen

I starten af 1990’erne samarbejdede Filmværkstedet med fagbevægelsen om at sende lokalnyheder. Mod betaling stillede værkstedet noget udstyr og support til rådighed. Tidligere leder på Filmværkstedet, Peder Andersen, husker nostalgisk tilbage på samarbejdet:

”Kvart i Syv Nyhederne hed de. I perioder syntes vi selv, vi matchede regional TV. Det var faktisk rigtig godt! 10 minutter hver dag med skarpe nyheder… De arbejdede og knoklede som sindssyge, det var sjovt! Og rigtig mange af dem røg over på TV2 Østjylland i løbet af nogle måneder, når de ligesom kunne se, at de var gode.” 

 

På jagt efter indtægtskilder

Efterhånden var det dog svært at følge med den stigende efterspørgsel fra de mange nye brugere. Værkstedets få ressourcer var konstant under pres, og det var nødvendigt hele tiden at finde nye indtjeningsmuligheder.

I byrådet lykkedes det at sælge ideen om, at Aarhus Kommune kunne udnytte potentialet i lokal-TV til at kommunikere med borgerne. For en pris som stort set var professionel, blev filmværkstedet hyret til at lave små korte informative OBS (Oplysning til Borgerne om Samfundet)-spots om alt lige fra buskøreplaner til affaldssortering.

En anden god indtægtskilde var kulturstøttemidler til udviklingen og visningen af programserier i midten af 1990’erne. Én af disse var serien, Århus Byhistorie, hvor direktør for Århus Bymuseum Lars Holloufe, tog seerne med på en historisk rundvisning i Aarhus. I samarbejde med Aarhus Stiftstidende lavede man tilmed serien som en videoboks, århusianerne kunne købe og give i gave. Ifølge Peder Andersen var det en succes:

”Jeg tror, den kostede 500 kr. for 20 udsendelser – eller hvad det nu var … og så omsatte vi for en million. Det var en god forretning!”

 

Medieskole og egen TV-station

Med flytningen i 1992 fra den gamle Hammelbanegård i Carl Blochs Gade og ind i det tidligere slagtehus på Jægergårdsgade fik Filmværkstedet mere plads. Det Åbne Båndværksted og Århus Videoworkshop havde adresse samme sted, og det var derfor naturligt at lave en fælles overbygning: Den selvejende Institution Mediehuset Aarhus. Et udslag af Mediehusets tilblivelse var blandt andet oprettelsen af Medieskolen Århus i 1997.

Da Århus Videoworkshop via en sammenlægning med TV-Århus blev til den kommercielle TV-station TvDanmark Århus, greb Filmværkstedet taktstokken og fungerede de facto som produktionsselskab for tre lokale sendetilladelser, herunder Mediehusets TV-station. Godt hjulpet på vej af licensforliget i 1996, der gav lokalradio/TV en årlig støtte på 60 mio., steg produktionen af programserier markant.

 

Fra forening til fond – og farvel til lokal-TV

Til trods for at TV-delen voksede, blev filmmiljøet på værkstedet ikke underprioriteret. Pengene til lokal-TV blev ofte kanaliseret over i filmproduktion, da det var inden for denne branche, man fremtidig så sig selv. De i 1980’erne så hyppige eksperimenterende produktioner blev næsten forladt. I stedet blev fiktionsfilmene og dokumentarfilmene mere mainstream, men på et stadig mere professionelt niveau. Udviklingen gjorde det attraktivt for Filminstituttet i København at skyde penge i Filmværkstedet og dets talentudvikling. Omvendt ønskede de ikke at støtte en organisation, som samtidig producerede lokal-TV. Dermed var lokal-TV æraen slut.

Efter en politisk proces blev Århus Filmværksted udskilt af Mediehus-konstruktionen i 2006 og er i dag beliggende på Godsbanen, som en selvstændig fond støttet af både kommunen og Filminstituttet.

 

Billedtekst: Der blev arbejdet på højtryk i redigeringsrummet for at lave lokal-TV til århusianerne. Foto fra 1997 af Peter Veileborg. Århus Stiftstidendes arkiv, Rigsarkivet, digital kopi i Stadsarkivet.

Link til denne side

Nyheder

  • 25.09.2017

    Ugens Aarhushistorie - Borggade - en moderne gade i det gamle Aarhus

    Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på ombygningen af Maskinmesterskolen til beboelsen Latinergården. Undervejs har der været højlydte protester, og blandt flere argumenter har man hørt, at nybyggeri skal tilpasses Latinerkvarteret. Men helt så enkelt er det ikke, for selvom gadens navn leder tankerne hen på middelalderen, er der tale om en af de nyeste gader i Midtbyen.
  • 18.09.2017

    Ugens Aarhushistorie - Købet af Marselisborg Gods

    I sidste uge fortalte Stadsarkivet om indlemmelsen af Frederiksbjerg i Aarhus Kommune i 1874. I denne uge fortsætter historien om byens udvidelse mod syd med købet af Marselisborg Gods i 1896.
  • 11.09.2017

    Ugens Aarhushistorie - Da Frederiksbjerg blev koblet på Aarhus

    Frederiksbjerg kender vi i dag som en bydel i Aarhus, men før 1874 var området en del af Viby Sognekommune. Det ændrede sig med anlæggelsen af jernbanestationen og dens placering i 1862. Aarhus Stadsarkiv fortæller her historien om bydelens indlemmelse i Aarhus Købstads-kommune.
  • 06.09.2017

    Ugens Aarhushistorie - Opdag byens havn med mobilen

    Med app’en Opdag Aarhus i hånden kan du gå på opdagelse i byens historie eller få spændende naturoplevelser. Stadsarkivet inviterer i denne uge til en guidet tur til byens havn, hvor bygninger bliver beskrevet med tekst og billeder. Hent app’en, slå placeringstjenesten til på din mobil, og en lille blå markør fortæller, hvor du befinder dig på ruten, og hvor tæt du er på næste fortællested. Du kan downloade appen via AppStore eller Google Play.
  • 28.08.2017

    Ugens Aarhushistorie - Havnens arbejdere

    I weekenden blev Jens Galschiøts skulptur ”Historiske Spor” indviet ved havnearbejdernes gamle varmestue ved Mindet med økonomisk støtte fra Salling-fondene. Placeringen er velvalgt, da ”Historiske Spor” netop er rejst til ære for de tusindvis af havnearbejdere, som gennem årene har ofret blod, sved og tårer for byens virksomheder.
 
 

Opdateret: 19.6.2017

Afdeling:

Send kommentar: Aarhus Stadsarkiv

Telefon: +45 89 40 48 00 / 41 85 65 45

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code