Gå til sidens indhold
 
26.06.2017

Nye affaldsbeholdere på vej

Over 60.000 nye affaldsbeholdere til affaldssortering bringes ud i august, september og oktober.

I disse dage modtager mange aarhusianske husstande et brev i deres e-Boks om, at byens nye affaldsbeholdere til affaldssortering er på vej. Brevet fortæller, hvor og hvornår man kan forvente at modtage den nye affaldsbeholder til glas, plast og metal samt papir og småt pap.

 

De nye affaldsbeholdere bringes ud i august, september og oktober. Over 1.000 affaldsbeholdere bringes ud hver dag i de tre måneder.

 

”Det er en stor, logistisk opgave. En punktering eller en uforudset kø kan godt betyde, at en bestemt vej ikke får deres beholdere i den uge, der er meldt ud. I sådanne tilfælde indhenter vi det i den efterfølgende uge, så vi er tilbage på planen,” siger Lene van der Raad, der er affaldschef i AffaldVarme Aarhus.

 

Enkel løsning gør det nemmere at sortere mere

Langt de fleste af de nye beholdere er to-delte: Et rum til glas, plast og metal og et rum til papir og småt pap. Nogle får dog separate beholdere, hvis de har valgt det eller fået det tildelt.

 

De nye affaldsbeholdere tømmes af en ny to-delt skraldebil. På den måde holdes papir og småt pap adskilt fra glas, plast og metal. Glas, plast og metal sorteres efterfølgende fra hinanden på et fuldautomatisk sorteringsanlæg.

 

Den 20. september 2017 får alle husstande i Aarhus Kommune brev i postkassen med sorteringsvejledning og information om den nye affaldssortering. Med sorteringsvejledningen i hånden kan man gå i gang med den nye affaldssortering. Den nye affaldsbeholder tømmes første gang i løbet af oktober.

 

Ikke alle får e-Boks-brevet

Det er langt fra alle, der har deres egen affaldsbeholder i indkørslen. Rigtig mange aarhusianere bor i for eksempel boligforeninger og rækkehuse, hvor man afleverer sit affald i en fælles affaldsløsning. Her er det ofte de større fire-hjulede affaldsbeholdere, der bruges.

 

Her er det tit en vicevært, der modtager de ofte mange nye beholdere og gør de gamle klar til afhentning. Derfor bringes denne type beholdere ud efter en anden plan. Beboere i fællesbebyggelser informeres via deres boligforening eller lignende. Derfor får disse husstande ikke noget e-Boks-brev i denne omgang.

 

I midtbyen gik de fleste i gang med at affaldssortere i nedgravede affaldsbeholdere for et lille år siden. Heller ikke disse husstande får brev i deres e-Boks.

 

Alle husstande i hele Aarhus Kommune - uanset hvor man bor, og hvilken slags affaldsbeholder man bruger - får tilsendt sorteringsvejledning og information den 20. september, hvor den nye sortering officielt går i gang.

 

Læs mere

Se hvornår du får din nye affaldsbeholder på sorter-mer.nu

 

Følg den nye affaldssortering på Facebook

Link til denne side

Nyheder

 
 

Opdateret: 26.6.2017

Afdeling: Teknik og Miljø

Send kommentar:   AffaldVarme Aarhus

Telefon: 89 40 15 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code