Varmeplan Aarhus
Siden 1980 har AffaldVarme Aarhus og forbrugerejede kraftvarmeværker samarbejdet om at dække 90 % af Aarhus Kommunes varmebehov med kraftvarme inden 1995. Målet er siden nået, idet 285.000 af Aarhus Kommunes over 300.000 indbyggere forsynes med fjernvarme.
Ved kraftvarmeforsyning er forbrugeren sikret mod store udsving i varmeprisen som følge af udsving i brændselspriser.
Til daglig har AffaldVarme Aarhus ansvar for transmissionssystemet. Her varetages anlæg, drift og vedligeholdelse af det overordnede transmissionssystem med tilhørende kedelanlæg, varmeveksleranlæg, pumpeanlæg mv.
Produktion
Produktionen til transmissionssystemet sker fra Studstrupværket og Forbrændingsanlægget på AffaldsCenter, fra overskudsvarme samt spids- og reserveenhedernes kedelanlæg Gjellerup, kedelanlæg Jens Juuls Vej og kedelanlæg Aarhusværket. Forsyningssikkerheden er i dag større end tidligere, da produktion af varme kan ske fra flere værker med forskellige brændselstyper.
Transmissionssystemet
Transmissionssystemet består af over 130 km dobbeltrør med tilhørende pumpeanlæg, kedelanlæg mv. Varmen hentes primært fra Studstrupværket og Forbrændingsanlægget på AffaldsCenter og transmitteres ved højt tryk og temperatur frem til varmeveksleranlæggene. Her afsættes varmen via pladevarmevekslere til distributionsnettene, der har et lavere tryk- og temperaturniveau.
Driftsoptimering og overvågning
Hele døgnet overvåges transmissionssystemets produktionsanlæg, varmeveksleranlæg mv. via 70 intelligente understationer, der er forbundet i et it-netværk. På samme netværk kan teknikere fejlfinde, optimere og betjene et hvilket som helst anlæg med understation, bare der er adgang til en betjeningsplads på netværket. Der er adgang til bl.a. driftsrapporter, vedligeholdelsesprogrammer, tegningsarkiver og driftsstyringsværktøj.
Ud fra varmeprognosen udarbejdes produktionsplaner for at sikre en optimal udnyttelse af produktionskapaciteter og på den måde skabe driftssikkerhed og minimere brændselsforbrug og miljøbelastning.
Brændsel og miljø
Det giver en stor besparelse i brændsel, hvis man udnytter overskudsvarmen til fjernvarme. Ved normal elproduktion udnyttes ca. 40 % af brændslet, mens ca. 85 % kan udnyttes ved kombineret el- og fjernvarmeproduktion.
Læs mere om Varmeplan Aarhus gennem boksen "Om Varmeplan Aarhus".