Med alle eleverne tilbage i skolen, er der fortsat fokus på, at vi skal passe på os selv og hinanden. Det kræver god hygiejne, rengøring og at vi holder afstand.  

Med afstandskravet på 1 meter, kan skolerne nu samle eleverne i større grupper. Den konkrete planlægning foregår lokalt på den enkelte skole og tager udgangspunkt i klassen. Der vil også være forskel fra skole til skole på, hvornår eleverne møder, og om det sker forskudt hen over dagen.

For de ældste elever gælder, at de kan se frem til mindst ti timer ugentligt i skolen, og at de skal møde alle dage. Den resterende undervisning vil fortsætte som onlineundervisning, som eleverne kender den fra de sidste måneders hjemmeskole.

Er du forælder, kan du læse mere om dit barns skole i Aula.

Åbningstid i skole, SFO og klub

Skolen har åbent fra kl. 06:30 – 17:00. SFO’en har åbent fra kl. 6:30 til undervisningen starter, og igen fra undervisningen slutter til kl. 17:00 mandag til torsdag og kl. 16:30 på fredage.

Vi opfordrer til, at du melder barnet fri, hvis det ikke benytter sig af tilbuddet. Hvis du har spørgsmål, så henvend dig til SFO-lederen eller skolelederen

Hvor skal du aflevere dit barn?

Vi følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer nøje. Derfor skal du aflevere dit barn ved udvalgte indgange på skolen. Her er der personale til at tage imod.

Kørsel og sikre skoleveje
Skolebusser kører igen, men der vil ikke være skolepatrulje, som der plejer.

Husk madpakken
Det er den enkelte skole, der vurderer, hvornår de kan åbne deres kantinefaciliteter og servere portionsanrettet mad, som myndighederne foreskriver. Hold dig orienteret på Aula om mad på dit barns skole.

Rengøring og hygiejne

Skolen og SFO´en efterlever de gældende retningslinjer og anbefalinger fra Sundhedsmyndighederne. Det betyder, at alle medarbejdere har fokus på rengøring og gode daglige rutiner omkring hygiejne for børn og voksne.

Håndhygiejne
For at sikre god håndhygiejne er der fokus på at:

  • Medarbejdere, elever og forældre vasker hænder med vand og flydende sæbe når de kommer ind på skolen.
  • Elever vasker hænderne hyppigt, når de er synligt snavsede og før måltider.
  • Medarbejdere vasker hænder eller spritter af, hvis de går fra undervisning af én klasse til en anden.
  • Der anvendes håndsprit, når man ikke er i nærheden af vand og sæbe, fx på ture.

Afstand mellem hinanden
For at sikre afstand mellem både eleverne og lærer og elever er der fokus på de fysiske rammer. Det skal blandt andet sikres ved at:

  • Eleverne placeres ved borde, så der er én meter imellem eleverne.
  • Frikvarterer planlægges forskudt, så mange elever ikke holder frikvarter på samme tid.
  • Der er flere voksne til stede udenfor end normalt, for at sikre at eleverne holder afstand til hinanden.
  • Leg foregår indenfor samme klasse.

Rengøring
Skolen har gennem dagen fokus på rengøring for at minimere smitterisikoen. Det betyder, at:

  • Rengøring sker en gang dagligt. Herudover er der en særlig opmærksomhed på rengøring af toiletter og kontaktflader midt på dagen samt efter behov.
  • Skraldespande i klasselokaler og på toiletter tømmes inden de er helt fyldte og mindst en gang dagligt.
  • Tablets, pc-tastaturer og lignende vaskes med vand og sæbe eller afsprittes efter brug.

Tegn på sygdom

Ansatte og børn må ikke komme i skole, SFO eller klub, hvis der er symptomer på sygdom (fx hoste, feber, ondt i halsen, muskelsmerter eller vejrtrækningsbesvær) eller deler husstand med Covid-19-smittede familiemedlemmer og/eller tilhører en særlig risikogruppe.

Ved det mindste tegn på sygdom skal børn og voksne straks forlade skolen og blive hjemme, indtil der ikke er sygdomssymptomer i 48 timer.

Forældre og andre må ikke møde op i skole, SFO eller klub, hvis de har symptomer på sygdom.

Børn og voksne, der har været i nær kontakt med en smittet person, må gerne møde op i dagtilbuddet, men de skal være særligt opmærksomme på sygdomstegn og de generelle råd om god hygiejne.

Hvis et barn eller en voksen, som har opholdt sig i skolen, konstateres smittet med Covid19-virus, skal den pågældende skole, SFO eller klub informeres, så vi har mulighed for at kunne videregive information til de børn og voksne, den pågældende har været i nær kontakt med.

Drejebøger for genåbningen

I drejebøgerne på denne side kan du læse mere om de fælles rammer og retningslinjer, som skoler, dagpleje, dag- og fritidstilbud tager afsæt i:

Drejebøger for genåbning fase 2