Dit barn forbereder sig til skolelivet allerede i børnehaven. Børnehaven samarbejder med dig og skolen om at sikre, at dit barn kan føle sig tryg ved at skulle starte i skole. Som forælder spiller du en vigtig rolle for, at dit barn får en god oplevelse, når det starter i skolen. Du kan skabe tryghed om skolestarten ved at tale positivt om at begynde i skole. Hvis du er bekymret smitter det af på dit barn, så tal med børnehaven eller skolen om din bekymring.

Det er skolens opgave i et tæt samspil med forældrene at give alle børn de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt i livet. Når du som forælder involverer dig aktivt i dit barn og dets skoleliv, har det en afgørende betydning for dit barns læring og udvikling. Dette har betydning for, hvordan dit barn klarer sig i og efter skolen.