Gå til hovedindhold

Specialpædagogisk massage

Et forløb med specialpædagogisk massage, tilpasset dit behov. Det er ikke et behandlingstilbud, men et specialpædagogisk massageforløb, der kan gavne dig på forskellig vis.

  • Læs op

Indhold

    Der kan være flere grunde til, at specialpædagogisk massage kan være gavnligt, og det vil være forskelligt fra elev til elev, hvordan de kan have gavn af massage.

    Det kan fx være på grund af:

    • Velvære – mindfulness
    • Vanskelighed ved at fornemme egen krop og sætte grænser
    • Koncentrations- og indlæringsbesvær
    • Taktilskyhed – brug for større taktiltolerance
    • Øget koncentration
    • Kropsbevidsthed
    • Hjælp til at slappe af/finde ro – ved høj arrousel
    • Hjælp til at vågne lidt op – ved lav arrousel/vågenhed.

    Hvordan foregår massagen?

    Massagen foregår fra massør (personale) til elev. Det foregår i et lokale, der er indrettet til formålet. Under massagen vil døren være lukket for at undgå forstyrrelser.

    Før massagen begynder, laves der en tydelig aftale om, hvordan og hvor på kroppen massagen skal foregå – dette visualiseres også ved at tegne på et papir med en visuel krop, hvorefter både du og massøren skriver under. I snakker også om, hvordan du siger fra eller stop undervejs, hvis noget ikke føles godt.

    Der masseres aldrig i skridtet og på brystet. Der masseres altid med tøj på – dog kan det aftales, at du smøger ærmerne på blusen op, buksebenene op eller tager strømperne af, så der kan masseres på bare arme, underben eller fødder.

    Massagen kan foregå stående, siddende eller liggende og kan udføres enten med hænderne eller diverse massageredskaber.

    Der kan være særlige forhold, der gør, at der er et ekstra personalemedlem til stede i massagerummet udover eleven og massøren. Det kan for eksempel være for tryghedens skyld, hvis eleven ikke har prøvet massage før.

    Sidst opdateret: 14. august 2023