Vi arbejder med at få dine negative tanker til at påvirke dig mindre, så du i højere grad kan leve det liv, du vil på trods af bekymring eller angst. Du får ny viden på kurset, og vi undersøger, hvad dine tanker hindrer dig i, og hvad du gerne vil lave om på. I undervisningen får du hjælp til at sætte nogle overskuelige og realistiske mål og at finde mulige ændringer, der kan føre dig på vej mod målet.


Tilbuddets indhold

Kurset veksler mellem oplæg fra læreren, dialog og øvelser. Kursisterne udveksler løbende erfaringer og problemstillinger med hinanden. I den sidste lektion går vi i gymnastiksalen og træner afspænding og stressreducerende øvelser.

Mellem undervisningsgangene tilbydes du hjemmearbejde, hvor du afprøver ændringerne. Det hjælper dig til at gøre din nye indsigt til en del af din hverdag. Du er selv med til at formulere hjemmearbejdet.

Der er forskellige tilgange til at ændre på virkningerne af negative tanker.

Her på kurset arbejder vi bl.a. med:

  • Hvorfor er vi så gode til at få negative tanker?
  • Hvad kunne du ønske dig anderledes i dit liv, hvis de negative tanker ikke fyldte så meget?
  • Hvordan tanker og følelser og adfærd påvirker hinanden.
  • Hvordan vi kan adskille os lidt fra vore tanker og følelser.
  • Skallering og distraktionsteknikker.
  • Leveregler og hvordan de påvirker os.
  • De tre følelsesregulerende systemer i hjernen (trusselssystemet, beroligelsessystemet og motivationssystemet).
  • Træning af især beroligelsessystemet.
  • Om accept og livsværdier.
  • Accept af din måde at tænke på, samtidig med at du alligevel foretager dig de ændringer, du ønsker, i dit liv.
  • Lidt om mindfulness.

Tidspunkter for forløbet kan findes i Udbudskataloget for Rehabiliteringsforløb.