I dagbehandlingen tilbyder vi dig et intensivt gruppebehandlingsforløb, hvor formålet er, at du bliver klogere på dit alkoholproblem, og den rolle, det spiller i dit liv, så du bliver bedre i stand til at håndtere dit forhold til alkohol. Du kan også dele erfaringer og blive inspireret af andre, som også har udviklet en afhængighed.

Lyder Dagbehandlingen som noget for dig, så kontakt Modtagelsen på 87 13 21 00.

Praktiske oplysninger om dagbehandlingen

Dagbehandlingen varer 5 uger og foregår hver mandag, tirsdag, torsdag og fredag klokken 8:30-12. Du skal i alt møde frem 20 dage. Dagbehandlingen varetages af 2 alkoholbehandlere, som er med gennem hele forløbet.

Sådan får du adgang til tilbuddet

Du er velkommen til at kontakte Modtagelsen på 87 13 21 00 for at høre mere. Hvis du allerede er i behandling, kan du tale med din behandler om Dagbehandling kunne være et tilbud for dig.

Hvis du skriver via Sikker post-linket, så husk at skrive dine kontaktoplysninger i teksten, fx et telefonnummer vi kan ringe til dig på. Ellers har vi ikke mulighed for at kontakte dig.

I Dagbehandlingen sætter vi både fokus på din afhængighed af rusmidler og dine personlighedsmønstre, samt dit forhold til vanskelige følelser og dit forhold til andre mennesker.

I Dagbehandlingen arbejder vi med følgende temaer:

  • Erkendelse af alkoholens betydning for livsforløbet.
  • Afklaring af alkoholens funktion.
  • Øget bevidsthed om højrisikosituationer og legaliserende tanker.
  • Følelsesregulering og undgåelsesstrategier.
  • De vigtigste værdier i eget liv.
  • Fremtidsfokus.

Gæsteundervisere vil desuden introducere dig til:

  • Biokemi ift. afhængighed og viden om antabus, abstinens- og trangdæmpende medicin.
  • Dobbeltbelastning.
  • Høre en alkoholhistorie fortalt af en far og hans datter.
  • Undervisning i pårørende perspektivet.
  • Høre om Rusmiddelcenter Aarhus’ alkoholfrie samværstilbud ABCafé.

Du skal være indstillet på at være helt ædru gennem hele dagbehandlingsforløbet. Hvis du har brug for antabus eller trangsdæmpende medicin til at understøtte din behandling, så tal med din behandler, om det kunne være en mulighed for dig.