Gå til hovedindhold

Psykologsamtaler til ældre

Er du borger i Aarhus Kommune, der bor på plejehjem, eller er visiteret til hjemmepleje, sygepleje, træning eller lignende fra Sundhed og Omsorg? Og har du det psykisk svært? Så kan du få en gratis psykologsamtale hos Center for Livskvalitet.

  • Læs op

Indhold

    Vi tilbyder samtaler, hvor du kan få hjælp til at håndtere en aktuel psykisk belastning. Det kunne for eksempel være, hvis du føler dig ensom, er trist, synes det er svært at håndtere sygdom (herunder også belastninger ifm. COVID-19), funktionstab eller tab af nærtstående. Eller det kan være andet, der fylder i din tilværelse, som du har svært ved at håndtere på egen hånd. Samtalerne kan finde sted i dit eget hjem, på Grøndalsvej 2, Viby J., eller i et andet lokale i nærområdet som du og psykologen sammen aftaler.

    HVORDAN FOREGÅR DET?

    Efter første kontakt til Center for Livskvalitet aftaler vi en tid til en vurderingssamtale, hvor vi sammen undersøger årsagen til henvisningen. Her finder vi også ud af, om du kan tilbydes et individuelt samtaleforløb, eller om der er andre mere oplagte muligheder for dig. Vi evaluerer løbende samtaleforløbene, for at sikre os, at vi tilbyder den bedst mulige hjælp. Hertil bruger vi spørgeskemaer og tilbagemeldinger.

    SÅDAN FÅR DU KONTAKT TIL OS

    Ønsker du en samtale hos os, kan ringe til os mandag til torsdag kl.14-15 på tlf. 41873327. Her sidder vi klar til at tage imod din henvendelse. Herefter vil den ansvarlige psykolog hurtigst muligt tage kontakt med henblik på, at aftale en vurderingssamtale.

    Vær opmærksom på at der som regel er 3 måneders ventetid.

    Du kan også henvende dig til en medarbejder fra Sundhed og Omsorg (fx fra hjemmeplejen, plejehjemmet ellersundhedsklinikken), der tager kontakt for os og oplyser om dit behov. Herefter henvender en af centrets psykologer sig telefonisk til dig om det videre forløb.

    FORMÅLET MED SAMTALERNE

    Formålet med samtalerne er at fremme din trivsel og livskvalitet i perioder af dit liv, hvor tilværelsen kan være svær. Gennem samtalerne arbejder vi i fællesskab på at finde nye måder, hvorpå du kan forstå og håndtere dine udfordringer.

    HVORFOR TILBYDER VI SAMTALER?

    At blive ældre kan være forbundet med særlige udfordringer i tilværelsen. Det kan være, at du oplever livsfortrydelser, ensomhed, smerter, dødsfald i din nærmeste omgangskreds eller har tanker om livets afslutning og døden. Disse er bare nogle af de mange vilkår, der kan nedsætte trivsel og livskvalitet. Hvis belastningerne bliver for overvældende, ved vi, at samtaler med en psykolog ofte er en god hjælp. Derfor tilbydes du, som plejehjemsbeboer, modtager af hjemmehjælp eller som borger, der er visiteret til Sundhedsenheden, samtaler hos os.

    Sidst opdateret: 23. februar 2024