Inden du fik bevilget kompressionsstrømper, blev dine ben nok behandlet med kompressionsbandager, som du havde     på hele døgnet, i flere døgn ad gangen.

På samme vis bør du have kompressionsstrømper på så meget som muligt. Så snart strømperne tages af, kan anklen og foden begynde at hæve op. Derfor anbefaler Aarhus Kommune at kompressionsstrømper beholdes på om natten, og kun tages af i forbindelse med bad, hudpleje og tjek af fødderne.

Ved at beholde kompressionsstrømperne på om natten, opnår du en væsentligt bedre effekt af behandlingen.

Du undgår hævelse i benene, reducerer uro og smerte i benene og reducerer risikoen for at få rosen-infektion eller bensår. Desuden undgår du besvær med at skulle have strømperne på igen, når du står op om morgenen, og du slipper for at være afhængig af andres hjælp til at få strømperne af og på dagligt.