Gå til hovedindhold

Parkering og opladning af elbiler

Her kan du se, hvor du kan finde ladestandere til elbiler i Aarhus.

Indhold

    Aarhus Kommune arbejder hele tiden på at udvide antallet af parkeringspladser med ladepunkter reserveret til elbiler. I Aarhus har vi 194 offentligt tilgængelige ladestandere med omkring 358 ladepunkter. Af disse står 112 af ladestanderne på offentlige vejarealer og har ca. 225 ladepunkter. Vi forventer, at antallet af ladestandere vil stige yderligere i løbet af 2023. 

    I Aarhus Kommune er en plads med en ladestander en ladeplads, og ikke en parkeringsplads. Derfor opfordrer vi alle elbilister til at flytte deres bil fra ladepladsen, så snart bilen er opladt, så flere kan få gavn af lademulighederne.

    På steder hvor der er opsat en ladestander, men intet skilt med elbilsymbol, kan alle køretøjer parkere.

    På steder hvor der er opsat en ladestander og skiltet med elbilsymbol, kan kun elbiler og hybridbiler parkere.

    På steder hvor der er opsat en ladestander og skiltet med elbilsymbol og tidsbegrænsning, kan kun elbiler og hybridbiler parkere, og parkeringsskiven skal indstilles.

    Hvilke biler må holde på elbilspladserne?

    • Elbiler: Eldrevne køretøjer, der udelukkende drives af el. Disse køretøjer indgår i gruppen elbiler.
    • Plugin-hybridbiler: Køretøjer, der drives af el i kombination med benzin, diesel, naturgas eller biogas, og hvor opladningen af køretøjet kan ske ved hjælp af ekstern strømforsyning. Disse køretøjer indgår i gruppen elbiler.

    Du skal være opmærksom på, at hybridbiler uden plugin ikke indgår i gruppen af elbiler.

    Har du ønsker til, hvor Aarhus Kommune skal etablere ladestandere til elbiler? Så giv os et praj i appen Borgertip. Her samler vi alle borgerønsker til placering af nye ladestandere i Aarhus. Vælg fx: Byinventar - Forslag - Ønsk en ladestander.

    Det er ikke sikkert, at dit ønske kan blive opfyldt, men alle ønsker indgår i arbejdet med at planlægge flere ladestandere rundt om i kommunen. På kortet nedenfor kan du se, hvor andre har ønsket ladestandere. 

    Hent Borgertip i App Store

    Hent Borgertip i Google Play

    Ønsk en ladestander

    Aarhus Kommune arbejder på at udvide antallet af parkeringspladser til elbiler eller plug-in hybrid og indfører en 3-timers tidsbegrænsning på alle elbilspladser inden for ringgaden.

    Formålet med tidsbegrænsningen er at sikre løbende udskiftning, så pladserne fungerer som egentlige ladepladser og ikke blot som almindelige parkeringspladser. Skiltningen er derfor ændret til ”Kun opladning”, som det fremgår af billedet nedenfor.

    Det betyder, at man kun må benytte pladserne, hvis man oplader sin elbil eller plug-in hybrid – og højst i 3 timer. Under opladning er parkering gratis i op til 3 timer:

    • Hverdage og lørdage: kl. 08.00–23.00
    • Søndage: kl. 08.00–18.00

    Når tidsbegrænsningen udløber, er pladserne fortsat reserveret til elkøretøjer uden opladning, så man behøver ikke flytte bilen sent om aftenen.

    Husk altid at stille p-skiven, når du parkerer på en tidsbegrænset elbilsplads. Det er ikke muligt at betale sig til ekstra parkeringstid – efter 3 timer skal bilen flyttes til en anden plads.

     

     

    Aarhus Kommune planlægger også flere pladser til elbiler uden for ringgaden. Her gælder en tidsbegrænsning på 3 timer, hvor elbiler og plug-in hybridbiler skal være under opladning – som vist på billedet nedenfor.

    Tidsbegrænsningen skal sikre udskiftning på pladserne, så de bruges til opladning og ikke blot parkering. Når tidsbegrænsningen udløber, er pladserne stadig forbeholdt elkøretøjer, så man behøver ikke flytte bilen midt om aftenen.

    Husk altid at stille p-skiven, når du parkerer på disse pladser.

    Normalladere ved letbanestoppesteder har ingen tidsbegrænsning.

    Baggrunden er, at mange parkerer her i længere tid, når de skal tage letbanen ind til byen (ofte mere end 3 timer). Det er dog tydeligt angivet på skiltene, at pladserne kun er forbeholdt opladning af elkøretøjer.

     

    Ved hurtigladere siger skiltene: Kun opladning af elkøretøjer – maks. 1 time hele døgnet.

    Det betyder, at pladsen altid kun må benyttes til opladning af el- eller plug-in hybridbiler i op til 1 time.
    Husk altid at stille p-skiven. Det er ikke muligt at betale sig til ekstra parkeringstid.

    Ved lynladere viser skiltene: Kun opladning af elkøretøjer – maks. 30 minutter hele døgnet.

    Det betyder, at pladsen altid kun må benyttes til opladning af el- eller plug-in hybridbiler i op til 30 minutter.
    Husk altid at stille p-skiven. Det er ikke muligt at betale sig til ekstra parkeringstid.

    Har du brug for at få opsat en ladestander ved din bopæl, din arbejdsplads eller din forretning, kan du kontakte en af de private operatører. Såfremt ladestanderen skal opsættes på et offentligt vejareal skal placering, udformning m.m. godkendes af Aarhus Kommune. Der kan ikke opsættes ladestandere til privat eller delvist privat brug, på offentlige vejarealer.

    Det er ikke muligt at få tilladelse til at trække et kabel fra egen ejendom over offentligt vejareal, for at oplade sin elbil. Det er af drifts- og sikkerhedsmæssige årsager. Der kan heller ikke gives tilladelse selvom kablet er monteret eller nedgravet i eller på belægningen.

    Sidst opdateret: 3. september 2025