Status på første sending værnemidler

Den første sending handsker og håndsprit er i gang med at blive fordelt til alle – uanset om I mangler eller ej. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, da I dels skal opbevare tingene, dels skal betale for dem. Vi arbejder derfor på en model for, at I kan fravælge bestemte typer værnemidler, inden de sendes fra lageret. Hvordan det præcist kommer til at foregå, kommer vi med information om efter Påske.

En anden særlig omstændighed lige nu, er, at vi desværre ikke kan tage imod returvarer.

Hvordan får I overblik over, hvad der er på vej?

Vi kommer til at melde ud, dag for dag, hvilke typer værnemidler, der er på vej, og hvilken overordnet mængde, der er tale om. Disse informationer vil blive sendt til de dataansvarlige i alle kommuner fra i morgen. Hver kommune skal selv regne ud - vha. fordelingsnøglen - hvad de kan forvente at modtage.

Sprit i glasflasker og pumper, der skal genbruges

Den type håndsprit, der er på vej nu, er i glasflasker med pumper. Glas kan virke som en uhensigtsmæssig løsning, men der er mangel på emballage i øjeblikket – og glas, var det der var muligt at skaffe.

Vi har ikke kunnet få pumper til alle flasker, og pumperne skal derfor genbruges. Der følger instruktioner med leveringerne, om hvordan man bør skifte pumperne, så dem der skal bruge spritflaskerne, ved hvordan de skal forholde sig. Vi forsøger naturligvis at skaffe flere pumper.

Emballagen til håndspritten og manglen på pumper illustrer meget godt den situation, vi er i – at vi ikke kan regne med at få tingene, som vi plejer, men at vi må arbejde med det, der er :-)

Lokale lagre skal være tilgængelige med kort varsel

Leveringerne kommer til at foregå løbende henover Påsken. Da der skal leveres rigtig mange varer til rigtig mange steder, er det ikke muligt at levere på specifikke tidspunkter. Derfor skal de kontaktpersoner, der er meldt ind ift. leveringssteder kunne ringes op og komme og åbne lageret med kort varsel. Det vil også blive meldt ud til de dataansvarlige, som har ansvaret for at melde videre til de udpegede kontaktpersoner.

Betaling for værnemidler

Hver kommune skal i første omgang selv betale for de værnemidler, der bliver leveret. De samlede udgifter vil efterfølgende blive gjort op i forbindelse med sommerens økonomiforhandlinger.

Find svar på aarhus.dk/coronavaernemidler

Vi får rigtig mange spørgsmål og vil naturligvis gerne svare på dem alle sammen. For at aflaste os lidt, vil vi bede jer om først at tage et kig rundt på aarhus.dk/coronavaernemidler. Hvis I ikke finder svar dér, er I velkomne til at kontakte os. I morgen opdaterer vi "spørgsmål og svar".