Malling Skole lukker efter to tilfælde af corona-smitte

Malling Skole syd for Aarhus er fra onsdag den 11. marts midlertidigt lukket for elever og medarbejdere efter to tilfælde af corona-smitte på skolen. Beslutningen er truffet på baggrund af vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed i aften. Skolens elever, forældre og medarbejdere er orienteret om, at skolen midlertidigt er lukket. Lukningen vil vare mindst 14 dage.

”Det er en ærgerlig og besværlig situation, som vi gerne ville have været foruden, men vi ønsker på alle måde at bakke op om myndighedernes kamp for at inddæmme og forsinke corona-smitte. Derfor følger vi naturligvis de anvisninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt os følge og lukker skolen fra og med i morgen tidlig.” siger Martin Østergaard, direktør i Børn og Unge

Styrelsen for Patientsikkerhed kender smittekilderne, og der er ikke tale om, at de to smittede har smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde. Mandag blev en femteklasse og to lærere fra skolen blev sendt hjem på styrelsens anbefaling.

Som konsekvens af beslutningen vil også den lokale fritids- og ungdomsklub samt skolens SFO være midlertidigt lukket. Lukningen af skolen rejser en række spørgsmål blandt andet om den manglende undervisning.

”Vi vil selvfølgelig gøre alt for hurtigst muligt at komme tilbage til en almindelig skoledag, når skolen åbner igen. Malling Skole er formentlig ikke den eneste skole i landet, der vil lukke. Derfor søger vi råd og vejledning hos Undervisningsministeriet og i KL, så vi får ens forhold for elever, forældre og medarbejdere,” siger Martin Østergaard.

Martin Østergaard anmoder alle forældre og medarbejdere i Malling om at følge de retningslinjer, der kommer fra Styrelsen for Patientsikkerhed og desuden om at følge med på de sædvanlige kommunikationskanaler, hvor de kan holde sig opdateret.

Se Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside