Dagtilbuddene har fået mulighed for at organisere sig mere fleksibelt, men skal stadig fokusere på at passe på hinanden med ekstra god hygiejne og rengøring.

Tryghed for både børn og voksne er stadig det væsentligste, men hvordan det enkelte dagtilbud organiserer sig efter de nye retningslinjer, er en lokal beslutning.

Du kan få mere information af personalet i dit barns børnehave eller vuggestue.

Hvor kan jeg få passet mit barn?

Alle dagtilbuddenes afdelinger og dagplejere er åbne. Dit barn bliver passet af kendte voksne og er sammen med kendte børn i jeres normale institution.  

Hvornår er der pasning?

Der er pasning i dagtilbuddets normale åbningstid. Som forælder beder vi dig angive pasningsbehov på ugebasis i komme/gå systemet på Børneintra. Det giver dagtilbuddet de bedste muligheder for at planlægge medarbejdernes arbejdstid, så de er tilpasset antallet af børn i dagens løb.

I dagplejen skal du som forælder koordinere fremmøde med din dagplejer over telefonen.

Dagtilbuddene modtager alle børn uanset tilmelding eller ej.

Hvordan er hverdagen i institutionen?

Det pædagogiske personale har fokus på en tryg, genkendelig og sundhedsmæssig forsvarlig hverdag for børnene. Det betyder blandt andet nye rutiner omkring aflevering og afhentning, måltider, hygiejne og søvn.

Som sundhedsmyndighederne anbefaler, foregår dagen i videst muligt omfang udenfor. For at mindske smitterisikoen er børnene opdelt i faste grupper med de samme børn og voksne. For at tilgodese børnenes behov for tryghed, nærvær og omsorg samtidig med, at der er nye, praktiske opgaver med rengøring og hygiejne, er der flere medarbejdere på arbejde, end normalt.

Hvordan forholder dagtilbuddet sig til forebyggelse af sygdom?

Dagtilbuddet efterlever de gældende retningslinjer og anbefalinger fra Sundhedsmyndighederne. Her har vi samlet en række af de forholdsregler, som det er vigtigt, du som forælder samarbejder med personalet om:

  • Håndhygiejne
    Dagtilbuddene forholder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne. Vi har fokus på hyppigt at vaske hænder og vejleder børnene i god håndvask. Samtidig er vi opmærksomme på skånsom og forebyggende håndvask – særligt overfor de børn (og personale), som har problemer med tørhed. Oplever du, at dit barn har problemer med tørre hænder, skal du tage kontakt til personalet i dit barns institution. Der er håndsprit tilgængeligt for både medarbejdere og forældre. I de tilfælde børn bruger håndsprit, er det ved opsyn fra en voksen. For at god håndhygiejne bliver en naturlig del af de daglige rutiner, er det vigtigt, at I også hjemme øver god håndhygiejne med børnene.

  • Afstand og faste grupper
    Børnene skal opleve den samme tryghed og fysiske nærhed, som de normalvis møder i dagtilbuddet. Det pædagogiske personale sørger for at skabe afstand mellem hinanden, i forældrekontakten og mellem børnegrupperne.
    Børnene er opdelt i faste grupper, som så vidt muligt følger de samme voksne i løbet af dagen.

  • Rengøring
    Der bliver gjort grundigere rent i dagtilbuddet end normalt. Herudover bliver overflader, som børn og personale ofte berører, samt toiletter sprittet af efter brug.

  • Hente og bringe
    Når du skal aflevere dit barn i institutionen, foregår det udenfor. Når du henter og bringer dit barn, skal du tage hensyn og holde afstand.

  • Legetøj, sutter og tøjdyr
    For nuværende må børnene desværre ikke medbringe eget legetøj. Rengjorte sutter og nyvaskede tøjdyr må medbringes.

  • Kostordning
    I institutioner med kostordning får børnene portionsanrettet mad, som anrettes af personalet.

Tegn på sygdom

Ansatte og børn må ikke komme i dagtilbud, hvis der er symptomer på sygdom (fx hoste, feber, ondt i halsen, muskelsmerter eller vejrtrækningsbesvær) eller de deler husstand med Covid-19-smittede familiemedlemmer og/eller tilhører en særlig risikogruppe.

Ved det mindste tegn på sygdom skal børn og voksne straks forlade skolen og blive hjemme, indtil der ikke er sygdomssymptomer i 48 timer.

Forældre og andre må ikke møde op i dagtilbuddet, hvis de har symptomer på sygdom.

Børn og voksne, der har været i nær kontakt med en smittet person, må godt møde op i dagtilbuddet, men de skal være særligt opmærksomme på sygdomstegn og de generelle råd om god hygiejne.

Hvis et barn eller en voksen, som har opholdt sig i dagtilbuddet, konstateres smittet med Covid19-virus, skal den pågældende dagtilbudsafdeling informeres, så vi har mulighed for at kunne videregive information til de børn og voksne, den pågældende har været i nær kontakt med.

Drejebøger for genåbningen

I drejebøgerne kan du læse mere om de fælles rammer og retningslinjer, som skoler, dagpleje, dag- og fritidstilbud tager afsæt i:

Drejebøger for genåbning fase 2