Alt godt begynder med en god base, ikke mindst studielivet. Hvert år flytter rigtig mange nye studerende til byen. Aarhus Kommune har derfor igangsat løbende byggeri af ca. 3.000 nye ungdomsboliger og indført boliggaranti for alle nye studerende. Det har resulteret i en flot dækningsgrad på 25%, når det kommer til at matche studerende og boliger. Så med lidt forberedelse kan du se frem til studiestart i Aarhus med ro i maven.
Bo som du vil i Aarhus
Du kan bo tæt på byens mange skove, strande og parker. Du kan bo i charmerende, gamle lejligheder eller spritnye kollegieværelser. De fleste af byens ungdomsboliger ligger uden for midtbyen. Forstæderne i Aarhus er forsynet med gode busruter og cykelstier, så med et buskort eller en cykel har du aldrig langt til studiet, vennerne, indkøbsmuligheder og caféer. Det er en af de mange fordele ved at bo i Aarhus, mens du læser.
Hjælp til en god start
Det kan være svært at finde plads til alle omkring studiestart. Derfor anbefaler vi alle at starte deres boligsøgning i god tid. På den måde har du større chance for at få netop den bolig, som du drømmer om.
Hvis du ikke har fundet en bolig inden studiestart, så frygt ej! Startup Housing er et godt tilbud til nye studerende, der endnu ikke har fundet et sted at bo. Der bliver opstillet midlertidige boliger på Godsbanen og udvalgte steder i Aarhus V. Boligerne er billige og i fin stand, og du kan sige op med én dags varsel, når du har fundet et permanent sted at bo.
Her kan du se en kort film om at bo i Aarhus som studerende.