Gå til sidens indhold

Malmøgade - et forsorgstilbud for unge

Malmøgade er et forsorgstilbud efter Servicelovens § 110 til unge hjemløse fra alderen 18 til 24 år.

I Malmøgade tilbydes midlertidigt ophold til unge med særlige sociale problemstillinger ud over hjemløshed.
Malmøgade er et særligt initiativ, der skal være med til at mindske tilstrømningen af unge på gaden. Tilbuddet er målrettet ungegruppen, derfor fokuseres der udelukkende på de særlige problemstillinger, som kendetegner denne gruppe.

 

Fra september 2016 råder Malmøgade over 15 udslusningsboliger sammen med Ungeindsatsen. Her bliver der mulighed for, at beboere gradvist kan udsluses til permanent bolig med støtte fra kendt personale fra Malmøgade.

 

I den sårbare periode, hvor den unge skal flytte i egen bolig, tilbydes der intensiv og koordinerende indsats ud fra CTI metoden. CTI står for Critical Time Invention og er en 9 måneders afgrænset intensiv bostøtteindsats, som skal skabe glidende overgange fra boform til egen bolig.

 

Målgruppe

Målgruppen for Malmøgade er unge i alderen 18 til 24 år, som har problemstillinger udover hjemløshed. Det kan være unge, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, unge som har behov for et midlertidigt tilbud om individuel målrettet koordinerende og aktiverende indsats, omsorg og efterfølgende støtte. Målet er, at den unge kommer i egen permanent bolig.

 

Malmøgade henvender sig til unge der har andre problemstillinger i tillæg til hjemløshed, såsom kriminalitet, misbrug, psykisk sårbarhed, manglende socialt netværk, ringe tilknytning til arbejdsmarkedet mv.

 

Om Malmøgade

Udover et stort fælles køkkenalrum og en stor dejlig have, huser Malmøgade over 14 møblerede lejligheder – alle med eget køkken og bad.

 

Personalet på Malmøgade er tværfagligt sammensat, og består primært af pædagoger og socialrådgivere.

 

Når den unge indskriver sig i Malmøgade, forpligter han eller hun sig samtidig til forandring og udvikling. I tæt samarbejde med personalet støttes den unge i at koordinere og tilrettelægge en individuel og målrettet social indsats i samarbejde med øvrige relevante samarbejdspartnere i kommunen, herunder misbrugsbehandling, myndighed, beskæftigelsesindsats, frivillige organisationer mv.

 

I Malmøgade tager vi afsæt i de unges ønsker og behov. Vi arbejder med medinddragelse og medindflydelse og forsøger altid at skabe tillidsfulde og anerkendende relationer. Som beboer på Malmøgade indgår man i et overordnet fællesskab med henblik på individuel udvikling og forandring.

 

Malmøgade åbnede for beboer i februar 2016 og er et tilbud, der udspringer af ønsket om at nedbringe antallet af hjemløse unge i Aarhus Kommune. Nyeste tal fra SFI 2015 viser, at antallet af hjemløse i Aarhus kommune udgør 668 personer, hvilket er en markant stigning på 43 % siden 2009. Den øget tilstrømning af unge hjemløse udgør i seneste tælling hele 47 % af det samlede antal hjemløse i Århus Kommune fra 2015.

 

 

Til samarbejdspartnere

Henvisning fra offentlige myndigheder og/eller samarbejdspartnere

Ved henvendelse fra samarbejdspartnere ønskes der en kortfattet - men informativ, beskrivelse af den unges aktuelle situation og sociale belastningsfaktorer. Beskrivelsen er med til at danne grundlag for videre drøftelse vedrørende eventuel indskrivning.

Henvendelsesblanket kan hentes under "Nyttige dokumenter" her på siden.

 

Der arbejdes ikke med ventelister

Alle henvendelser er gældende i én måned fra henvendelsesdato, hvorefter der opfordres til genhenvendelse hvis interessen og behovet for plads på Malmøgade stadigt er til stede.

 

Tildeling af ledige pladser foregår ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Her lægges ligeledes vægt på at skabe balance i beboersammensætningen, da gruppedynamikken har stor betydning i forhold til at skabe udviklingsfremmende rammer.
Indskrivningen sker primært i dagtimerne.

 

Delplan

Målet med midlertidig ophold på Malmøgade - et forsorgstilbud for unge er, at de unge støttes og vejledes i at tilegne sig de egenskaber der skal til, for at de kan komme ud i en permanent bolig.

 

Individuelle delplaner skal sikre, at der arbejdes målrettet med at optimere den unges muligheder for at komme i permanent bolig. Delplanen er et fælles værktøj til at sikre den unges udvikling under opholdet og udarbejdes i samarbejde med personale men med afsæt i den unges egne ønsker og ambitioner.

 

For at sikre en helhedsorienteret indsats på tværs af kommunens instanser, vil den unge ligeledes tilbydes udarbejdelse af en § 141 handleplan i samarbejde med fremskudt myndighed.

 

Proceslinjen

Under den unges ophold på Malmøgade arbejdes der ud fra Malmøgades proceslinje. Den unges situation klarlægges og sammen med kontaktperson og øvrigt personale, guides den unge igennem proceslinjen i vejen mod permanent bolig. Du kan se proceslinjen under "Nyttige dokumenter".

 

CTI-metoden

Malmøgade vil fra september råde over udslusningsboliger i Århus Nord. I den sårbare periode, hvor den unge skal flytte i egen bolig, kan udslusningsboligerne tilbydes.

 

Den unge tilbydes samtidig intensiv og koordinerende indsats ud fra CTI-metoden. CTI står for Critical Time Invention og er en 9 måneders afgrænset intensiv bostøtteindsats, der har til formål at skabe glidende overgange fra boform til egen bolig.

 

Du kan læse mere om CTI-metoden under nyttige dokumenter og på Socialstyrelsens hjemmeside.

 

Læs mere om CTI-metoden på Socialstyrelsens hjemmeside

 

Recovery-orienteret tilgang

Vi arbejder Recovery-orienteret. ”At komme sig” betyder i et hjemløseperspektiv, at der arbejdes hen imod at den unge får sin egen permanente bolig. Det er den unges egne ønsker og drømme om forandring, vi bruger som fundament i den unges udviklingsproces. Vi arbejder med stærkt fokus på, at den unge skal opleve magt over eget liv i hverdagen. Den unge skal opleve medinddragelse og medindflydelse i egen udviklingsproces, så motivation til forandring kommer indefra og ikke pålægges den unge.

 

På Malmøgade vil de unge derfor opleve en høj grad af medinddragelse i forhold til individuelle og organisatoriske beslutningsprocesser. De tilbydes som et led heraf, eksempelvis at skrive deres egne journalnotater ligesom deres holdninger og meninger vægtes og de inddrages i daglige beslutningsprocesser gennem f.eks. beboermøder, rundvisninger eller når de sidder med til ansættelsessamtaler.

 

Du kan læse mere om recovery under nyttige dokumenter og på Aarhus Kommunes hjemmeside.

 

Læs mere om recovery på Aarhus Kommunes hjemmeside

 

 

Kontakt

Malmøgade

Socialforvaltningen

Malmøgade 7

8200 Aarhus N

Telefon: 41 85 53 81

Digital Post:  Skriv til os (Via NemID)

 

Ønsker du plads på Malmøgade?

Tilbuddet er selvvisiterende. Det vil sige, at indskrivning sker ved, at du først og fremmest retter telefonisk eller personlig henvendelse til Malmøgade. Henvendelse kan desuden ske gennem offentlige myndigheder og samarbejdspartnere.

 

Da Malmøgade ikke råder over akut sengepladser, vil din henvendelse registreres og tages i betragtning ved næste ledige plads. Alle henvendelser gemmes i en måned af gangen. Hvis du ikke tilbydes en plads inden for en måned fra du har henvendt dig, opfordres du til at henvende dig igen, hvis du fortsat ønsker plads på Malmøgade.

 

Ved indflytning

Når du tilbydes plads på Malmøgade, må du medbringe cirka to flyttekasser med personlige ejendele. Eget TV er tilladt at medbringe, men da det er tale om et midlertidigt tilbud i vejen mod egen permanent bolig, er det vigtigt, at du ikke medbringer større møbler mv.

Øvrige forsorgshjem eller natpladser

 
 

Opdateret: 16.6.2017

Afdeling: Sociale Forhold og Beskæftigelse

Send kommentar:  

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code