Gå til sidens indhold
02.03.2013

Børn og ældre flytter under samme tag

'Generationernes Hus' er et nyskabende projekt på havnefronten i Aarhus Ø, som samler ældreboliger, plejeboliger og dagtilbud under samme tag.

De første kim til det nye hus er ved at blive lagt, og på mandag 4. marts mødes repræsentanter for børne- og ældreområdet, ledere og medarbejdere til en fælles idéworkshop i Folkestedet, Carl Blochs Gade.

 

Bag projektet står magistratsafdelingerne for Børn og Unge samt Sundhed og Omsorg, og her har rådmændene store forhåbninger til byggeriets muligheder og perspektiver.

 

Kristian Würtz, rådmand for Børn og Unge, siger:
”Jeg er sikker på, at vi får skabt et unikt og attraktivt tilbud til både børn, forældre, ældre og pårørende, som rækker på tværs af generationerne. Vi får ikke alene et dagtilbud, ældreboliger og et plejecenter med havudsigt, vi får også skabt et rum for glæde, inspiration og samvær mennesker imellem. Det skaber fællesskab og det knytter an til byrådets ambitioner med den nye bydel,” siger Kristian Würtz.

 

Rådmand Thomas Medom, Sundhed og Omsorg, påpeger, at husets placering på Aarhus Ø giver mulighed for opholdsarealer ude og inde, der indbyder til aktiviteter, oplevelser og møder generationerne imellem.

 

”Vi kender alle det helt særlige bånd, børn og ældre kan knytte, og det har været tydeligt at se gennem projektet ’Brobygning mellem generationer’, at de ældre har utrolig meget at byde på i forhold til børnene - spændende historier fra ”gamle dage”, omsorg og ikke mindst tid til at lege! For de ældre er samværet med børnene med til at skabe livsglæde og indhold i hverdagen, mens det for børnene be-tyder nærvær og en mulighed for at lære af de ældres livserfaringer,” siger den fungerende rådmand for Sundhed og Omsorg, Thomas Medom.

 

Workshoppen er den første af i alt fire, der efter planen resulterer i et forslag til byggeprogram i det tidlige efterår. Processen vil inddrage en lang række repræsentanter for unge og ældre, organisationer, naboer, og borgergrupper. Herefter skal byggeopgaven sendes i udbud. Det endelige byggeri ventes færdigt i 2017.

 

Yderligere oplysninger:

Kristian Würtz, rådmand for Børn og Unge, 4043 1213
Thomas Medom, rådmand for Sundhed og Omsorg, 2751 7961

Link til denne side

Nyheder